Ingen slinger i indievalsen

The War On Drugs, NorthSide Festival, Green Stage

Ingen slinger i indievalsen

Anmeldt af Lise Sastakauskas | GAFFA

Langsomt stiger en let tåget røg op fra scenen, mens jeg og mange tusinde andre venter spændt på indierock-bandet fra Philadelphia, The War On Drugs. Som cirkusheste, der dufter savsmuld, pifter de forreste rækker, da scenelyset skifter fra hvid til lilla og senere til gul, da kvintetten indfinder sig på NorthSides Green Stage.

Den opstillede halvmåne af trekantede lamper blinker i rosafarvede bølger, mens der simultant kastes roterende scenelys over publikum til dansable “Holding On”; en af mine personlige favoritter fra The War On Drugs’ seneste plade, A Deeper Understanding. Den præstation bliver dog hurtigt overgået af inderlige “Pain”. For en fem minutters stund er det svært ikke at lade sig opsluge totalt og glemme alt, hvad der hedder papir og pen. Det er især det længselsfulde guitarspil i nummerets sidste del, der får undertegnedes hjerte til at bløde lidt.

Gensidig dedikation

“An Ocean Between the Waves” indkapsler endnu engang publikum i en kombination af buldrende indie-, støj- og stadionrock og heftigt scenelys, der gang på gang opliver og -lyser det danseglade publikum. Herefter kommer et pusterum i form af “Strangest Thing”, der hist og her får unge som mindre unge par til at kysse og danse kinddans.

Dog går der ikke længe før de hurtige dansefødder genetableres til “Nothing To Find”. Ligesom publikum viser en stor dedikation, gør de enkelte bandmedlemmer det også – og især trommeslager Charlie Hall, der med sin karismatiske mimik får det heftige trommespil til at se legende let ud.

Næste dansepause er “Knocked Down”, hvor sceneshowet er barberet ned for, formentlig, ikke at fjerne fokus fra nummeret, der – sammenlignet med koncertens øvrige – nedtoner alt, hvad der kan kategoriseres som effekt-pedaler. Undervejs knitrer højttalerne, hvilket først er en smule forstyrrende, men … så er der en ung hipsterfyr, der ryger pibetobak ved siden af. Den søde røglugt giver pludselig den knitrende højtaler et islæt af gammel vinyllyd, og spørger du mig, er det ikke helt så skidt (bevares, lidt skabshipster er man vel).

Lidt hyggehipster er der da også over forsanger Adam Granduciel, da han dedikerer et af aftenens sidste numre, “Red Eyes”, til sit yndlingskaffe-spot i Aarhus. Skulle nogen have fået døsige øjne under forrige nummer, “In Chains”, sørger The War On Drugs således for fornyet orgel/keys-energi. Både piger og drenge kravler op på skuldrene af hinanden.

Dynamikkens tveæggede sværd

Skal jeg komme med en kritik af The War On Drugs, vil jeg først pege på den langsomme overgang fra “Red Eyes” til “Under the Pressure”, der har en antiklimatisk effekt på undertegnede. Generelt kan The War On Drugs også kritiseres for sætlistens forudsigelige dynamik (et upbeat-nummer, et low key-nummer), men samtidig er det selvsamme dynamik, der redder The War On Drugs fra at ende i et evindeligt effekt-helvede.

Jovist, det er en del af bandets stil at arbejde med flere lydlag, men fordi størstedelen af The War On Drugs numre også er over fem minutter lange, kunne det potentielt set have været svært at skelne sangene fra hinanden. Derfor er det også en semi-forudsigelig, men dog stadig stor glæde, da The War On Drugs afslutter aftenens koncert med “In Reverse” fra Lost In The Dream; et low key-nummer, der for alvor fik mine øjne op for Philadelphia-bandet i 2014.

Og herfra er der ikke andet at sige end tak for indiedansen og -koncerten, der i hvert fald er sine fem stjerner fortjent.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA