Nyhed

VIDEO: Se Bono og The Edge optræde i beskyttelsesrum i Kyiv

GAFFA.dk – alt om musik

U2-medlemmerne besøgte også byer, der er hærgede af Ruslands angreb

U2's Bono og The Edge overraskede i går ved at optræde på en undergrundsstation, der nu fungerer som beskyttelserum i den krigshærgede ukrainske hovedstad Kyiv. Se en video fra deres koncert nedenfor.

Gruppen var inviteret af den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj, fortæller de på Twitter.


"Folket i Ukraine kæmper ikke bare for jeres egen frihed, I kæmper for alle os, som elsker frihed," sagde Bono ifølge The Irish Times, der fortæller, at omkring 100 personer overværede koncerten, heriblandt en del i militæruniformer. Mens musikerne spillede, kunne man høre luftalarmer i baggrunden.


Bono og U2 sang blandt andre Ben E. Kings klassiker "Stand By Me", hvor de skiftede "Me" ud med "Ukraine", og hvor de fik hjælp af soldater til at synge sangen. De fik også selskab undervejs i koncerten af det populære ukrainske band Antytila, der for nylig blandt andet har markeret sig ved at indspille en video med Ed Sheeran.

LÆS OGSÅ: VIDEO: Ed Sheeran og det ukraniske band Antytila mødes i ny version af "2Step"

Ifølge The Irish Times spillede Bono og U2 i 40 minutter, og de fremførte også blandt andre deres klassikere "Sunday Bloody Sunday", "Angel of Harlem", "With or Without You" og "Desire".


Under deres besøg talte Bono også med Sky News i Kyiv, hvor Bono sagde, at han betragtede den russiske invasion i Ukraine som "én mands krig" (altså den russiske præsident Vladimir Putin), og at han "stoler på, at de unge russere kan smide ham ud af sit kontor".

Bono og The Edge besøgte også de nærliggende byer Bucha og Irpin, hvor Rusland beskyldes for at have begået krigsforbrydelser, og talte med lokale beboere, ligesom de besøgte en massegrav i Bucha.

Se U2 fremføre "Angel of Harlem" og "Stand By Me":

ANNONCE