Nyhed

Kanye West aflyser optræden på mega-festival – underskrift-indsamling ville have ham fjernet

GAFFA.dk – alt om musik

Rapperen er ikke længere at finde på Coachella-programmet

Kanye West har nu aflyst sin optræden på den store Coachella-festival i Colorado-ørkenen i Californien senere denne måned, skriver Variety, der har talt med en kilde fra festivalen.

Årsagen til Wests aflysning fremgår ikke, men kilden fortæller, at West ikke var begyndt at øve til den stort anlagte festival, som finder sted over to identiske weekender i april og hvert år samler cirka 250.000 deltagere. De sidste to år har festivalen dog været aflyst grundet corona.

Det vides ikke, om Wests aflysning er en reaktion på den underskriftindsamling, hvor knap 50.000 personer har krævet West fjernet fra festivalprogrammet efter hans kontroversielle opførsel i de senere måneder, hvor han blandt andet er kommet med voldsomme angreb på de sociale medier mod komikeren Pete Davidson, der nu danner par med Wests ekskone Kim Kardashian, som sidste år søgte skilsmisse fra ham. En opførsel, der i sidste måned fik arrangørerne af det netop afholdte Grammy-show til at nægte West at optræde til showet, hvor han i øvrigt vandt to priser.

Hiphop-stjernen har omvendt selv truet med at aflyse sin optræden, efter at Billie Eilish – der også er hovednavn på festivalen – i februar kom med en kommentar, som West opfattede som en kritik af Wests rapkollega Travis Scott oven på, at 10 personer omkom til en koncert med Scott i Houston, Texas i november 2021. West mente, at Eilish beskyldte Scott for et medansvar for ulykken, da hun ved en koncert, hvor en gæst fik det dårligt, sagde: "Jeg venter på, at folk har det okay, før jeg fortsætter". Ifølge West skulle Travis Scott have været en del af Wests show på Coachella. Wests kommentar mod Eilish udløste dog stor kritik mod ham.

Kanye West har også fået meget kritik for på sit forrige album Donda at arbejde sammen med Marilyn Manson, der af en række kvinder er beskyldt for seksuelle overgreb, og med rapperen DaBaby, der er kommet med homofobiske udtalelser.

Rapstjernen har ved adskillige lejligheder fortalt, at han lider af bipolar lidelse.

De resterende hovednavne på Coachella er Harry Styles og som nævnt Billie Eilish. Desuden er Swedish House Mafia nævnt på plakaten uden angivelse af ugedag. Om de nu skal indtage Kanye Wests plads, er endnu uvist. Coachella finder sted 15.-17. og 22.-24. april og har samme program begge weekender.

LÆS OGSÅ: LEDER: Kanye Wests deroute er ikke en sjov historie fra kendisland – det er gravalvorligt

ANNONCE