Nyhed

Pink Floyd udgiver ny sang – til støtte for Ukraine

GAFFA.dk – alt om musik

"Hey Hey Rise Up" og er bygget op omkring et sample af den ukrainske sanger Andriy Khlyvnyuk fra bandet Boombox

Mange troede nok, at Pink Floyd havde udgivet deres sidste musik, i hvert fald når det gælder nyindspilninger, men nu overrasker gruppen med at udsende en ny single, deres første nye sang i 28 år. Hør sangen og se den tilhørende video ovenfor.

Sangen har titlen "Hey Hey Rise Up" og er bygget op omkring et sample af den ukrainske sanger Andriy Khlyvnyuk fra bandet Boombox. Khlyvnyuk synger en patriotisk ukrainsk sang, der på engelsk har titlen "The Red Viburnum" (en plante, red.). Samplet stammer fra en viral video fra Ukraines hovedstad Kyiv optaget under krigen. Alle indtægter fra sangen går til Ukraine Humanitarian Relief.


Pink Floyd består i dag af de mangeårige medlemmer David Gilmour (guitar) og Nick Mason (trommer), deres tidligere livebassist Guy Pratt og den nytilkomne keyboardspiller Nitin Sawhney, der tidligere har udgivet en lang række soloplader og filmsoundtracks.

"Han (Andriy Khlyvnyuk, red.) står på en plads i Kyiv ved denne smukke, guldbelagte kirke og synger i stilheden i en by uden trafik og baggrundslarm på grund af krigen," siger David Gilmour til The Guardian og fortsætter: "Det var et stærkt øjeblik, som jeg havde lyst til at sætte musik til."

"Jeg har en stor platform, som Pink Floyd har arbejdet på alle disse år. Det er virkelig svært og frustrende at se dette ekstraordinært vanvittige, uretfærdige angreb fra en stærk magt på en uafhængig, fredelig, demokratisk nation. Frustrationen over at se det og tænke 'hvad fanden kan jeg gøre' er nærmest ubærlig."


"Jeg spillede lidt af vores sang over telefonen, og han (Andriy Khlyvnyuk, red.) gav mig sin velsignelse. Vi håber begge at kunne lave noget sammen rent fysisk i fremtiden."

David Gilmour har i øvrigt en ukrainsk svigerdatter og ukrainske børnebørn.

Pink Floyds seneste udgivelse med ny musik var albummet The Division Bell fra 1994. De udsendte i 2014 det primært instrumentale album The Endless River, hvor hovedparten dog var indspillet tilbage i 1993.


LÆS OGSÅ: Pink Floyd og David Gilmour fjerner musik fra digitale platforme i Rusland og Hviderusland

ANNONCE