GAFFA.dk - Alt om musik
Den tidligere kulturminister Joy Mogensen (S) gæster i dag R4DIO-programmet ”Portrætalbum” med vært Anders Bøtter og fortæller om sit meget omtalte forhold til albummet Absolute Music 2 og musik generelt.
For to år tiden lavede GAFFA et interview med den daværende kulturminister Joy Mogensen, der skulle vise sig at have visse konsekvenser for hendes efterfølgende tid som politiker, da hun nævnte opsamlingspladen Absolute Music 2 som sit yndlingsalbum. Det medførte nemlig en større shitstorm, med opråb fra kulturlivet og -personligheder, der mente, at valget var et udtryk for dårlig musiksmag, og at Mogensen derved ikke var kvalificeret til jobbet. En del tog hende dog også i forsvar.
Nu taler Joy Mogensen, der i august 2021 stoppede i politik, ud som sit forhold til albummet i R4DIO-programmet "Portrætalbum" med vært Anders Bøtter. En interviewserie, hvor en kendt dansker fortæller om et album, der har betydet noget særligt for vedkommende.
Hun fortæller til ’Portrætalbum’: ”Jeg havde overhovedet ikke set det komme. (…) Jeg har ikke været til nogen fester, hvor der ikke bliver spillet et nummer, der har været på en Absolute Music-cd. Jeg kunne slet ikke forestille mig, at i Danmark, hvor kulturpolitik, som jeg har oplevet det, netop handler om, at få så mange som muligt til at se værdien af musik og af kultur, så at der er nogle, der sætter sig for at lave sådan et album, der faktisk virkelig rækker bredt ud, og samler folk og giver begejstring, giver fælleskab, måske giver inspiration til at høre noget andet, at det skulle blive kontroversielt, det anede jeg simpelthen ikke.”
LÆS OGSÅ: KOMMENTAR: Absolut Music-shitstorm mod Joy Mogensen skyldes overfladiskhed eller ond vilje
Selvom hun selv er enig i, at det måske ikke er alle sangene på pladen, der har haft lige stor betydning for hende, står hun fast ved ikke at diskutere finkultur vs breddekultur, og kalder denne diskussion "fordummende". Debatten fandt også vej til GAFFA, hvor redaktionssekretær Ole Rosenstand Svidt skrev en kommentar.
Joy Mogensen står stadig ved sit valg (selvom hun bekender, at hun faktisk hører Absolute Music 4 mest) og forklarer, at hun senere hen fik stor respekt for for eksempel Hanne Boel (der medvirker på Absolute Music 2), der kom til at sidde i musik-udvalget i Roskilde og var en stor inspiration, mens Mogensen var borgmester der.
”Jeg valgte Absolute Music 2, fordi det jo bare blev den her døråbner ind til en ny verden, som jo bare er blevet ved med at udvide sig og forhåbentlig bliver ved med at udvide sig,” fortæller hun. Absolute Music 2 er ikke nødvendigvis den bedste eller vigtigste plade i musikhistorien, men for Joy Mogensen (og Anders Bøtter) har den været en øjenåbner og været med til at skabe et grundlag for deres videre musikalske dannelse. Hør hele programmet nedenunder og allernederst et foto af den 13-årige spejderpige Joy Mogensen anno 1993 – året, hvor Absolute Music 2 udkom.
LÆS OGSÅ: STORT ANE HALSBOE-INTERVIEW: "Jeg satser hele butikken på at stå på Roskilde næste år"
FØRSTE TIME:
ANDEN TIME: