For godt og vel halvandet år siden holdt Wafande afskedskoncert, men den pension skulle åbenbart ikke leve længe, da han nu annoncerer koncert i Amager Bio til marts 2023.
Tilbage i 2019 delte Wafande et opslag, der ikke lige frem gav mange smil fra fans: ”Jeg har valgt at stoppe min karriere, som I kender mig, og finde nye udfordringer.” Sammen med denne udmelding annoncerede han også sin Sidste Smil- afskedsturné. Men den afsked skulle heller ikke vare meget længe, da man nu kan glæde sig til at se ham fyre op for den gode stemning i Amager Bio den 31. marts 2023.
Som han udtaler i en pressemeddelelse: ”Jeg er så glad for at være tilbage og til at spille koncerter. Følelsen af at mærke publikums energi, og at bygge en koncert op sammen af gode vibes og positivitet, er meget savnet. Jeg kan næste ikke styre min glæde over, at skulle ud og møde mit publikum igen. Tag din lillesøster, onkel og farmor med under armen, og lad os sammen fylde Amager Bio med god energi”
Manden med smilet, der skinner skarpere end højsommersolen, har dog ikke været helt ude af den offentlige bevidsthed siden sin pludselige pensionering. Om det har været turné med Donkey Sound, deltagelse i tv-programmerne Toppen af Poppen og Voice Juinor eller hans seneste soloudspil, 80’er-føleren ”Lad dem prøve”, der er lavet i forbindelse med DR Ultra-serien Det Forsvundne Ravkammer, så har Wafande aldrig været helt væk.
Som skrevet tidligere i artiklenspiller han i Amager Bio den 31. marts 2023, og billetterne sælges igennem Amager Bio.
LÆS OGSÅ: Swan Lee gendannes - annoncerer nyt album og turné