Nyhed

Branco: Det her er min hårdeste kamp nogensinde

Rapperens datter er vågnet fra koma og er blevet udskrevet fra intensivafdelingen

For blot en uge siden aflyste Branco sin optræden på festivalen AiaSound i København. Årsagen var, at hans datter var blevet indlagt på en intensivafdeling i udlandet til behandling af følgesygdomme af COVID-19.

Hun var så hårdt ramt, at hun lå i respirator - indtil i tirsdags, hvor hun vågnede fra kunstig koma. Nu fortæller Branco så selv om de svære dage i et nyt Instagram-opslag, som kan ses under artiklen. Her kalder rapperen oplevelsen for det hårdeste, han nogensinde har oplevet i sit liv:

”Jeg har været igennem mange prøvelser i dette liv og har set nogle ting, jeg ikke ville ønske for noget andet menneske, men det her er den hårdeste kamp, jeg nogensinde har haft”, hedder det således i opslaget.


Ifølge rapperen befinder han og familien sig på et udenlandsk hospital, hvor datterens tilstand gennem 10 dages indlæggelse blev forværret:

”Efter 10 dages indlæggelse på intensiv afdeling er lægerne frustrerede over min datters tilstand, og de er desperate, hendes organer er ved at stå af. Hun er lagt i kunstig koma, og tingene bliver kun værre, hendes krop reagerer ikke på behandlingen. De får fløjet en af Europas bedste infektionsspecialister ind, og hun kigger på mig og siger: “Vi har gjort, hvad vi kan, vi har givet hende alt den medicin, der findes. Jeg vil ikke sidde og lyve for dig, men der er en chance for, at hun ikke klarer den”.

Datterens tilstand er som nævnt heldigvis vendt nu, og i det aktuelle Instagram-opslag fortæller Branco, at hun i tirsdags (red. 16. august) vågnede fra respiratoren og er blevet udskrevet fra intensivafdelingen.


Rapperen runder opslaget af med en stor tak og en forsikring om, at han går i gang med at færdiggøre sit kommende album snart.

LÆS OGSÅ: Branco aflyser AiaSound-koncert - datter alvorligt syg

Vis dette opslag på Instagram

Et opslag delt af 𝐌𝐎𝐓𝐈𝐕𝐀𝐓𝐈𝐎𝐍𝟒𝐋𝐈𝐅𝐄 (@branco_officiel)


ANNONCE