Nyhed

Britney Spears udgiver ny single sammen med Elton John

Makkerparret har genindspillet Elton John-klassiker fra 1971

I går (mandag den 8. august, red.) delte Elton John ordene ”Hold Me Closer” på Instagram, efterfulgt af en roseemoji og en raketemoji.

Den gængse Elton John-lytter vil formentlig genkende ordene fra 1971-hittet ”Tiny Dancer,” og rygterne har derfor gået på, at Spears og John har genindspillet sangen i en ny version. Rosen peger på Britney Spears, mens raketten er en reference til Elton Johns alias Rocketman.

Singlen er den første udgivelse med Britney Spears, siden afslutningen af sagen mod hendes far, Jamie Spears og hans 13 år lange formynderskab over datteren. En sag, der gik viralt under hashtagget #FreeBritney. Britney Spears’ niende og seneste album var Glory fra 2016, som GAFFA gav to stjerner.

"Albummet Glory er uanset, hvordan det vendes og drejes, lyden af en sanger, som har fået job i Las Vegas, og som forsøger at holde fast på pladekontrakten uden at bruge store penge på prominente samarbejdspartnere, hverken til albumcoverdesign, til gæstevers eller til produktion," skrev GAFFAs Jens Dræby i sin anmeldelse af albummet.

LÆS OGSÅ: En aften i Britneys Freakshow

Billboard erfarer fra flere kilder, at den nye single bliver produceret af Grammyvinder Andrew Watt, der blandt andet har arbejdet sammen med Justin Bieber, Camila Cabello og Eddie Vedder.

Med den nye udgivelse fortsætter Elton John sin stime af sange med gæsteoptrædener af prominente, fortrinsvis yngre kolleger.

I 2021 udgav han The Lockdown Sessions med markante gæsteoptrædende som Gorillaz, Stevie Wonder og Miley Cyrus. Mest kendt blev hittet ”Cold Heart – PNAU Remix” med Dua Lipa, der i øjeblikket har over en milliard afspilninger på Spotify.

ANNONCE