Nyhed

Future Islands kommer til Danmark – igen

Danmark kan ikke få nok af Future Islands, og Future Islands kan ikke få nok af Danmark

De charmerende publikumsfavoritter Future Islands fra Baltimore kan nu opleves for tredje gang København i 2022 – efter to udsolgte koncerter i Store Vega senere i august – når de rammer Amager Bio den 23. oktober. Det er et hattrick af de mere sjældne, som Future Islands fuldender til oktober. 

Her lægger synthpop-kvartetten vejen forbi København for tredje gang på blot to måneder. 

Det kan folkene fra koncertarrangøren smash!bang!pow! i dag afsløre. 

Future Islands er kendte for deres forførende synthpop og løsslupne koncertenergi. Samuel T. Herring med de vuggende hofter, den episke scenemimik og det multifunktionelle stemmebånd er frontmand for et band, der lægger hjerte og sjæl i musikken og spreder glæde og håb.

Som på kæmpehittet "Seasons (Waiting For You)", der i 2014 blev kåret som årets bedste sang af både Pitchfork, NME, Consequence of Sound og Spin, og som takket være en ikonisk tv-optræden hos David Letterman katapulterede bandet op i stjernevrimlen.

Siden hitalbummet Singles fra 2014, det fjerde i bandets diskografi, har Future Islands bevaret denne kurs. I 2017 fulgte The Far Field, i 2020 udkom As Long As You Are, og de seneste singler "Peach" og "King of Sweden" bekræfter, at der er mere i vente fra Future Islands.

Koncerten finder sted den 23. oktober 2022 i Amager Bio klokken 20.00. 

Billetsalget begynder fredag den 12. august klokken 10 via Billetlugen.

ANNONCE