Nyhed

Her er vinderne af DMA Blues 2022

Onsdag aften blev fire vindere kåret til Danish Music Awards Blues

Prisoverrækningen løb af stablen i Ridehuset, Randers, hvor et bluesorkester underholdt og blandt andet spillede med solisterne Miriam Mandipira og Thorbjørn Risager.

De fire priser består af årets udgivelse, årets livenavn, årets nye navn og årets ildsjæl.

Årets Danske Bluesudgivelse gik til Mike Andersen med albummet Raise Your Hand, der blander ”soul, rock og New Orleans jazz,” står der i pressemeddelelsen. Andersen tog fra Randers med to priser, da han også modtog Blues Liveprisen


Ud Af Det Blå-prisen blev givet til Lasse Storm, nybagt solist og også kendt som sanger i rockgruppen Dør Nr. 13. Det er prisen, mange kender som årets nye navn – og denne version bliver givet til en, der griber genren anderledes an. Prisen blev givet for ”at holde bluespræget musik i live på flere af de helt brede danske radio-, live- og streamingplatforme,”. 

I en mail til GAFFA fortæller Lasse Storm, om at modtage prisen:

– Det kom sgu bag på mig. Jeg har haft bluesen i hjertet fra mine fars gamle lp’er hele mit liv. Men ligefrem selv at vinde en blues award havde jeg ærligt talt aldrig rigtigt regnet med. Tusind tak til rosa, Jazzdanmark og Tempi for anerkendelsen. At modtage prisen i et så skarpt felt af nominerede gør kun anerkendelsen endnu større. Jeg synes, det er skide vigtigt, at der findes de her organisationer af ildsjæle, der holder liv i de ældre genrer og musikalske traditioner, som vi allesammen er formet af, men som mere og mere bliver overset i en mere og mere opskruet og digitaliseret forbrugskultur. Hvis ikke det var for dem, ville vi måske alle sammen stå og have glemt, hvordan vi spiller mundharmonika og guitar til lyden af vores hjertes kvaler, når jorden siger stop, strømmen går og internettet bryder sammen. 


Den sidste pris, Årets Hoochie Coochie Man/Woman, gik til ildsjælen, der i år er Rasmus Vinther, som driver Danmarks eneste bluesbar. 

ANNONCE