Nyhed

Lady Gaga raser over abortlovgivning: "Nogle gange foregår der noget lort som er vigtigere end underholdning”

Superstjernen opfordrer fans til at protestere mod stramninger i abortlovgivningen

I mandags (den 8. august, red.) indledte Lady Gaga den amerikanske del af sin Chromatica Ball-tour i Washington D.C. og benyttede lejligheden til at lange ud efter de aktuelle stramninger af abortlovgivningen i en række amerikanske stater. Det skriver NME.

”Jeg vil gerne dedikere denne sang til enhver kvinde i USA. Til enhver kvinde, der nu skal bekymre sig om sin krop, hvis hun bliver gravid. Jeg beder til, at dette land vil lade deres stemmer blive hørt, at vi vil holde sammen, og at vi ikke vil stoppe, indtil det er blevet rigtigt,” lød det fra den 36-årige sangerinde med det borgerlige navn Stefani Joanne Angelina Germanotta, inden hun fremførte en nedskaleret udgave af ”Edge of Glory.”

Over 40.000 tilskuere hørte Gaga erklære modstand mod den nye abortlovgivning i USA. Protesten kommer efter den historiske omstødelse af den 49 år gamle dom i sagen Roe vs. Wade.

Afgørelsen i den historiske højesteretssag fra 1973 fastslog, at det dengang eksisterende forbud i delstaterne mod abort inden for de første tre måneder af graviditeten var i strid med den amerikanske forfatning. Dermed blev den fri abort de facto legaliseret i USA.

Omstødelsen af dommen tidligere på sommeren betyder, at den enkelte stat nu igen kan lave deres egen lovgivning, hvad angår abort – og 25 stater har allerede afskaffet retten til fri abort, skriver NME.

Gaga afsluttede nummeret med at sige: ”Det er ikke min mening at gøre stemningen dårlig. Men nogle gange foregår der noget l---, der er vigtigere end underholdning.”

LÆS OGSÅ: Overblik: Stjernerne protesterer over amerikanske abortstramninger 

Lady Gaga er bare én blandt mange kunstnere, som har kritiseret den nye lovgivning i kraftige vendinger.

Olivia Rodrigo inviterede Lily Allen på scenen til Glastonbury for at synge ”F*** You” til de amerikanske højesteretsdommere, og Taylor Swift skrev på Twitter, at hun var ”totalt forfærdet” over beslutningen.

Også Billie Eilish, Rage Against the Machine, Green Day og Lizzo har udtrykt deres foragt for afgørelsen.

Lady Gaga er ikke kendt for at holde igen, når det kommer til politiske ytringer. Under turnéstarten forleden indledte hun således også nummeret ”Born This Way” med at støtte homoseksuelles ret til at blive viet.

”Det er måske ikke nationalsangen, men det er vores nationalsang! De har bare ikke at blande sig i vielser af homoseksuelle i dette land!,” sagde Gaga ifølge NME.

ANNONCE