Nyhed

Lineup til P6 BEAT Rocker Koncerthuset offentliggjort

Showet foregår i starten af september, og seks kunstnere optræder

P6 Beat Rocker Koncerthuset løber inden længe igen af stablen, og de sidste par år har der været udsolgt i løbet af få minutter, selvom ingen navne var offentliggjort ved billetternes frigivelse. Per dags dato er lineuppet ikke længere hemmeligt, for i dag er det netop blevet offentliggjort, hvilke kunstnere der kommer til at pryde scenen i DR Koncerthuset til september.

P6 Beat har i en teaser skrevet, at lineuppet skal afspejle ”inderlig, intens og larmende livemusik fra en stor håndfuld danske kunstnere, der repræsenterer det nye, det etablerede og det overraskende på den danske musikscene lige nu”.

Navnene til arrangementet er nu på plads, og den 2. september har du mulighed for at opleve seks danske bands, der som lovet både indeholder nye og etablerede kunstnere.


Modest er et aarhusiansk punkrockband, der – ifølge GAFFA – har vist stort potentiale siden deres debut i 2017. AySay byder på en spændende hybridlyd, hvor elektronikken møder traditionelle mellemøstlige elementer. Zar Paulo leverer firsernostalgi og en smittende energi, som går igen både på deres indspilninger og på scenen. Kira and The Kindred Spirits er et etableret band, der har været på den danske rockscene i 20 år. I 2007 gik gruppen hver til sit, men nu er de igen klar til at give rocken et visit. Rigmor spiller dansksproget indierock, og deres tekstunivers søger inspiration i lyrikken, mens deres lyd er sårbar. Trentemøller har siden 2006 leveret elektroniske klangflader, og ifølge GAFFAs anmelderkorps er der garanti for et boblebad af vellyd.

P6 Beat Rocker Koncerthuset er et tilbagevendende arrangement, der har fundet sted hvert år siden 2012 bortset fra i corona-året 2020. Mere end 70 primært danske kunstnere har optrådt, og i år har du mulighed for at deltage.

Der er nemlig stadig få billetter tilbage, og du kan finde dem lige her.


Årets arrangement afvikles den 2. september fra 19:00-23:00 i DR Koncerthuset i København.

ANNONCE