Nyhed

Phlake signer med stort label og udgiver ny single

Desuden tager bandet på Europa-tour

Det går ikke stille for sig for bandet Phlake. De har netop afsluttet deres turné med Grøn Koncert, men i dag offentliggør de også tre ret store nyheder.

Albertslund-duoen har siden 2019 været signet hos os på No3 – og det er de stadig i Skandinavien. I dag går bandet så ud med nyheden om, at de har skrevet under med det engelske pladeselskab 7Wallace, som er stiftet og ledet af ingen ringere end skuespilleren Idris Elba. Et samarbejde, der kommer til at fungere for resten af verden, dog uden for Skandinavien

I en pressemeddelelse udtrykker Rachel Prager-Riel – Head of Music hos 7Wallace – sin begejstring for det kommende samarbejde:


"Vi blev introduceret for Phlake gennem deres samarbejde med vores artist Che Lingo, og da vi hørte deres kommende album i demoform, vidste vi, at vi bare skulle involveres med dem. Phlakes talenter er stensikre, og vi er meget begejstrede for, at de nu bliver en del af 7Wallace."

I anledning af den nye kontrakt har Phlake i dag også udgivet en ny single i samarbejde med en artist, der også er signed under 7Wallace – nemlig den engelske rapper Che Lingo, som også optrådte med bandet til dette års Roskilde Festival, hvor singlen havde live-premiere.

LÆS OGSÅ: Phlake farver Amager grøn


Singlen hedder ”Bitter” og handler om at finde ro i, at ting ikke er, som de var engang, og om at afslutte et kompliceret venskab.

– Vi lavede oprindelig nummeret i en session med vores gode ven Thøger Dixgaard. Vi brugte nogle timer i studiet, og til sidst havde vi beatet, melodien og nogle af ordene til sangen. Jonathan (Elkær red.) havde et guitar-sample fra Lasse Ziegler (som er fast guitarist i Phlakes liveband), og da Jonathan fik lavet produktionen rundt om guitar samplet, vidste vi, at vi havde noget unikt og noget nyt for Phlake. Derefter begyndte vi på at skrive teksten og på at arrangere nummeret, men det tog nogen tid for os at knække. I lang tid havde vi en version, som på papiret var færdig, men som stadig uføltes ufærdig. Så vi bad vores management om hjælp, og ret hurtigt efter sendte de os en version med et vers på fra Che Lingo. Vi syntes, det var super fedt og med til at fuldende nummeret, fortæller bandet om nummeret i en pressemeddelelse.

Til efteråret drager Phlake til en række byer, da de skal turnere Europa rundt. Til foråret 2023 er de igen klar med koncerter tilbage på dansk jord til deres arenaturné, hvor de blandt andet gæster Odense og Aarhus.


ANNONCE