Nyhed

Region Midt støtter projektet "Musikalske Besøgsvenner" med over en halv million

Projektet har til formål at præsentere livemusik i hjemmets kendte og trygge rammer og er rettet mod borgere, der ikke selv er i stand til at opsøge kulturens scener.

I 2021 udviklede netværks- og rådgivnings-organisationen, der samarbejder med alle dele af dansk musikliv, ROSA et helt nyt koncept og koncertformat: Musikalske Besøgsvenner. Et koncept, hvor livemusik bliver præsenteret i hjemmets kendte og trygge rammer rettet mod borgere, der ikke selv er i stand til at opsøge kulturens scener.

Region Midt manifesterer nu deres opbakning til projektet for andet år i træk - nu med en to-årig bevilling på 550.000 kroner til videreudvikling af projektet. Formanden for Udvalg for Regional Udvikling i Region Midtjylland, Bent Graversen (V), fortæller, at projektet matcher regionens kulturpolitiske områder særdeles godt: 

"Projektet Musikalske Besøgsvenner spiller fint sammen med vores kulturpolitiske indsatsområder, som jo er dem, vi læner os op ad ved udvælgelse til kulturpuljestøtte. Projektet har et bredt regionalt partnerskab og arbejder med en følgeforskning, der skaber et vidensfundament, som kan komme mange til gode. Vi ser i Udvalget for Regional Udvikling frem til at følge projektet”, forklarer Bent Graversen i en pressemeddelelse. 

I 2022 bliver anden runde af Musikalske Besøgsvenner markeret, hvor en række dygtige danske musikere og komponister igen drager på tur. ROSA startede projektet i 2021, hvor de sammen med blandt andet Ældre Sagen og Dansk Røde Kors’ besøgsordning gennemførte omkring 100 koncerter, støttet af Statens Kunstfond, Region Midt og spillestedet Vega. I 2022 er projektet foreløbig støttet af Region Midt, Koda, Statens Kunstfond, aarhusianske Kirsten og Gunnar Fonden, spillestedet Vega og Kultur og Sundhed ved Aarhus Kommune.

Desuden er spillestederne Radar, Fermaten, Platform K og Paletten kommet til i 2022 og flere er på vej. Musikalske Besøgsvenner handler nemlig også om at udvikle nye koncertformater - sammen med danske spillesteder.

Vegas direktør Steen Jørgensen udtaler:

"For Vega er det altid interessant at søge og udvikle muligheder og løsninger, der kan ramme hele musikinteresserede publikum. Derfor er støtte til Musikalske Besøgsvenner er ikke bare indlysende for os på grund af projektets sociale sigte, og fordi det er en klar ny-udvikling af selve liveformatet – vi ser også Musikalske Besøgsvenner som en spændende partner i vores fortsatte bestræbelse på at udvikle VEGAs digitale formidling af livemusikken på landsplan." 

Fra projektets start har Aarhus Universitets afdeling for Antropologi fulgt projektet og koncerterne med henblik på at undersøge sammenhængen mellem musik og trivsel. Bevillingen fra Region Midt muliggør fortsættelsen af det forskningsmæssige arbejde, så man får et bredere og mere kvalificeret grundlag for at undersøge sammenhængen mellem musik og sundhed.

ANNONCE