Nyhed

Wolfmother aflyser gratiskoncert i Esbjerg Festuge

Forsanger og mastermind Andrew Stockdale er blevet syg, og bandet aflyser derfor hele Europa-turnéen, herunder koncerten i Esbjerg på lørdag.

Den 20. juli kunne GAFFA annoncere, at Wolfmother ville komme til Esbjerg Festuge lørdag den 13. august og give en gratis koncert på torvet

Koncerten er nu desværre blevet aflyst på grund af sygdom. Sanger, sangskriver og guitarist Andrew Stockdale udtaler til GAFFA: – Vi er knust over at måtte sige, at grundet sygdom i vores lejr er vi tvunget til at aflyse vores kommende Europaturné. Det er ikke en beslutning, der er blevet taget let, og vi er kede af at måtte skuffe vores fans. Vores sundhed og velbefindende er nødt til at komme i første række, og vi takker for jeres forståelse."

Hele Wolfmothers Europaturné, som skulle være begyndt i Esbjerg og fortsætte måneden ud, er aflyst på grund af sygemeldingen. 


Event-koordinator Mathias Neessen fra Esbjerg Festuge udtaler til GAFFA: – Vi er ærgerlige over aflysningen, fordi det var et af hovednavnene, især nu, hvor aflysningen sker med så kort varsel. Men vi knokler på at finde et nyt navn for Wolfmother. Dette navn melder vi ud, så snart det er klart. Vi ønsker naturligvis Andrew Stockdale god bedring.

Om Tobakken og/eller Esbjerg Festuge 2023 booker Wolfmother på et andet tidspunkt til enten et headliner-show på Tobakken eller til Esbjerg Festuge 2023 for at tage revanche for aflysningen, vides ikke endnu, men man kan da altid håbe. 

 


 

ANNONCE