Det australske hardrockband giver en eksklusiv Danmarks-koncert
Wolfmother er formentlig det største internationale bandnavn, Esbjerg vil være vært for, siden Slipknot besøgte byen på Blue Water Dokken tilbage i 2016. Det australske hardrockband spiller til Esbjerg Festuge lørdag den 13. august klokken 19.45 på Torvet. Koncerten er gratis.
Man må kalde det et vaskeægte scoop fra bookerne Sebastian Wolff (chefbooker for Tobakken og forsanger i Kellermensch) og Jan Mols (leder af Tobakken). Wolfmother besøger Europa til august og spiller et eksklusivt Danmark-show i Vestjyllands hovedstad. Wolfmothers august-turné bringer derudover bandet forbi Estland, Nederlandene, England, Finland, Norge, Tyskland, Spanien, Portugal samt Østrig. Til koncerten i Wien varmer eksempelvis californiske Rival Sons op for Wolfmother. Til september er Wolfmother opvarmning til selveste KISS i Australien.
Det er efterhånden længe siden, at Byron Bay-bandet har besøgt Danmark. Sidste gang var det som semi-headlinere på Tinderbox i 2019, hvor bandet fik megen ros. Wolfmother er generelt kendt som et fremragende live-band.
I mellemtiden har bandet udgivet to nye album, nemlig Rock’n’Roll Baby samt Rock Out. Begge album kendetegnes ved, at de udelukkende blev udgivet digitalt. I forbindelse med den sidstnævnte udgivelse interviewede GAFFA bandets mastermind, Andrew Stockdale, eksklusivt i Skandinavien, hvor Stockdale lovede et snarligt dansk besøg. Dette løfte er nu blevet indfriet.
Esbjerg Festuge offentliggør fuldt program
Under Esbjerg Festuge spiller, ud over det absolutte internationale hovednavn, blandt andre
Niarn og Jacob Dinesen (begge torsdag den 18. august), Scarlet Pleasure (fredag 19. august) samt Go Go Berlin (lørdag den 20. august).
Endvidere kører endnu en sommerudgave af Made In Esbjerg-festivalen den 19. og 20. august på
Tobakken, hvor partoutbilletter koster det symbolske beløb af 100 kroner, hvor man får to gratis drikkevarer med i købet. Til Made In Esbjerg spiller blandt andet Konvent, Fabräk samt The Arcane Order.
GAFFA vil eksklusivt anmelde koncerten med Wolfmother og også følge Andrew Stockdale & Co. på selve dagen til GAFFA-dokumentaren “One day in the life of Wolfmother”. Made In Esbjerg's sommerudgave 2022 dækkes også af GAFFA i form af anmeldelser af The Arcane Order samt Konvent.
For flere informationer besøg følgende hjemmesider:
https://www.tobakken.dk/event/made-in-esbjerg-2022-19-og-20-august/