Nyhed

Kanye West holdt releaseparty for Donda 2-album – med blandt andre Marilyn Manson

GAFFA.dk – alt om musik

Også blandt andre den ligeledes kontroversielle DaBaby dukkede op

Kanye West holdt i nat releaseparty for sit nye album Donda 2, efterfølgeren til den Grammy-nominerede Donda fra august 2021. Begivenheden blev livestreamet, og du kan se den nedenfor.

Eventen fandt sted i LoanDepot Park i Miami. Det fire timer lange show begyndte med lyden af to en halv times hjertebanken, inden et brændende hus kom til syne på scenen. Kanye West dukkede op og vadede rundt og dansede i vand nær det brændende hus, mens flere nye sange blev spillet over højttalerne. En af dem bød på vokaler fra afdøde XXXTentacion, andre på vokaler fra Baby Keem, Future, Migos og Travis Scott, rapporterer Pitchfork. Migos dukkede også op og gik rundt i vandet sammen med Kanye West.

En sang bød på et sample af den amerikanske vicepræsident Kamala Harris' berømte telefonopkald til Joe Biden med beskeden "We did it, Joe", da det stod klart, at Biden havde vundet præsidentvalget i 2020. En anden sang samplede Kanye Wests ekskone Kim Kardashians monolog fra tv-showet Saturday Night Live i oktober 2021, hvor hun omtalte Kanye. Dog var hendes bemærkning "So, when I divorced him, you have to know it came down to just one thing: his personality" udeladt, som Pitchfork bemærker.

Releasefesten udviklede sig til en koncert med deltagelse af Kanye Wests gospelkor Sunday Service Choir, og også DaBaby og Marilyn Manson dukkede op og bidrog til sangen "Jail pt. 2" fra det første Donda-album. Marilyn Mansons medvirken på sangen har vakt stor debat, da adskillige kvinder sidste år beskyldte ham for sexovergreb, og anklagerne undersøges nu af politiet. DaBaby vakte også kritik sidste år for homofobiske udtalelser, som han dog har undskyldt.

Også Alicia Keys og Fivio Foreign medvirkede live på den ny single "City of Gods", og showet sluttede med "Off the Grid" fra det første Donda-album med gæsteoptræden fra Playboi Carti og Fivio Foreign.

Albummet Donda 2 udkommer ifølge Kanye West udelukkende på hans egen såkaldte Donda Stem Player, som koster 200 dollar. Han har på Instagram skrevet, at han har takket nej til et 100 millioner dollar-tilbud om en eksklusiv aftale med Apple. Han har også sagt, at albummet skulle udkomme 22. februar, men det er endnu ikke sket. Noget lignende hændte med det første Donda-album, som også blev udskudt flere gange, også efter at West havde holdt releaseparty for det.

LÆS OGSÅ: LEDER: Kanye Wests deroute er ikke en sjov historie fra kendisland – det er gravalvorligt

Se releasepartyet nedenfor – der sker ikke så meget de første to timer og 39 minutter:

 

ANNONCE