Nyhed

Kendrick Lamar går i dybden med ikonisk album i ny sæson af podcastserie

GAFFA.dk - alt om musik

The Big Hit Show går i morgen, den 16. februar, i luften med sin nye sæson, hvor værten Alex Pappademas sammen med Lamar kredser om hans ikoniske 2015 album To Pimp A Butterfly.

Vi runder snart femårsjubilæet for Kendrick Lamars seneste studieudgivelse DAMN. Rygtemøllen har i tide og utide smidt småtterier fra sig, der kunne tyde på, at en ny udgivelse ville være i sigte, men endnu står fans tomhændede.

Abstinenserne efter nyt fra Lamar kan dog tilfredsstilles en smule, med den kommende sæson af den Spotify-eksklusive podcastserie The Big Hit Show. I denne femdelte serie vil Lamar, i samarbejde med journalist og vært Alex Pappademas, dykke ned i 2015 albummet To Pimp A Butterfly, der ifølge GAFFA og mange andre musikmedier, var en af 2010’ernes største udgivelser. Her kommer Lamar rundt om alt imellem albummets tilblivelse, hans motivationer, usikkerheder og hvordan albummet efterfølgende blev modtaget.


Men det er ikke bare de to, der kommer til at fortælle denne historie, for som traileren viser, er mange andre gæster med til at udfolde TPAB-fortællingen, heriblandt Rapsody og George Clinton. En serie, som enhver inkarneret Lamar-fan nok vil værdsætte. Traileren kan høres under artiklen.

Se også Dr. Dre, Snoop Dogg, 50 Cent, Mary J. Blige, Kendrick Lamar og Eminems Super Bowl-optræden.


ANNONCE