Nyhed

Moi Caprice slipper euforisk single fra kommende sekser

GAFFA.dk – alt om musik

Det danske indiepop-band er klar med ny single forud for deres kommende sjette album.

Danske Moi Caprice fandt i 2020 sammen igen på pladen Becoming Visible efter over et årtis pause. Efter deres reunion-plade var bandet oprindeligt kørt i stilling til en stor turné, der så desværre blev aflyst af corona-pandemien. Det gav dog muligheden for at dykke tilbage i skrivehulen, og man forestiller sig, at de har fået blæk på skrivepennen efter den lange pause. Nu er de nemlig allerede klar med opfølgeren Nine Lives og har netop udgivet tredje singleforløber, ”Crocodile Tears”.

”Selvom pladen er blevet til i den MINDST fysiske tidsalder og ikke engang i øvelokalet, så er det en ret fysisk og dansabel plade. Det er virkelig en kvalitet for mig – at få musik til at blive fysisk. Endda selvom vi ikke kunne være sammen i meget lange perioder”, fortæller forsanger og tekstforfatter Michael Møller om lockdown-projektet.

Hvor Becoming Visible handlede om at genfinde plads og arbejdsform for bandet, er Nine Lives resultatet af den sammentømret gruppe, der har genfundet glæden og euforien i sangskrivningen. Selvom der stadig hænger en let melankolsk sky henover moi Caprices musik, er euforien og gensynsglæden stadig mærkbar på den nye, yderst dansable "Crocodile Tears". Bandet fortæller:

Michael: ”Faktisk er det den mindst tematiske plade, vi har lavet i mange år. Sangene poppede op hist og her og blev til det, de blev. Derfor er de tekstmæssigt også ret forskellige. Sidste plade havde et dogmatisk blik på, hvad vil det sige at vende tilbage, hvad vil det sige at genopfinde sig selv. Der går det her album fra klimaangst til store kærlighedserklæringer”.

Der bliver dog stadig trukket nogen tråde tilbage til forløberen om genopfindelse og -forening. "Det der med at blive ældre i en branche, der er så fokuseret på ungdom. Det er ikke let. Det har også fyldt i teksterne, og fået mig til at tænke: Hvorfor er det egentlig, vi laver det her? Det er jo nok, fordi man bare ikke kan lade være”.

Trommeslager Casper Henning Hansen: ”Det er så vildt at have det her frirum, hvor man får lov til at lave noget musik med sine gamle venner, og tage afsted med Michael, Jacob og David. At fylde 50 og sidde i en Sprinter og køre til Jylland og høre på dårlige jokes. Det elsker jeg”.

Guitarist Jacob Funch: ”Så kan man jo håbe, at det kan inspirere til, at det stadig kan lade sig gøre at blive ved med at være kreativ, selvom man er i en aldersgruppe, hvor andre bands ikke befinder sig. Den aldrende artist er et ikon!”

Sangen "Crocodile Tears" er tredje single efter "Changing Together" og "Eight Years". Hør sangen nedenfor.

LÆS OGSÅ: Danmarks bedste indiepop-band tilbage i fuldt flor

ANNONCE