Nyhed

Phoebe Bridgers står ved udtalelse, der er omdrejningspunkt i injuriesag

GAFFA.dk - alt om musik

Sangeren og sangskriveren står ved sine udtalelser, hvor hun bekræfter beskyldninger om blandt andet seksuelt krænkende adfærd af produceren Chris Nelson.

I oktober 2020 lavede Phoebe Bridgers et post på sin Instagram-story, hvor hun blandt andet dirigerede sine fans til en tråd, hvor veninden, voiceover-skuespilleren Emily Bannon beskyldte produceren Chris Nelson for voldelig, kriminel og seksuelt krænkende adfærd. Nelson har efterfølgende valgt at sagsøge Bridgers for injurier, da hun i Nelsons øjne ”intentionelt brugte sin højtprofilerede offentlige platform på Instagram til at publicere falske og tilsvinende udtalelser (...) med henblik på at besudle hans omdømme." I søgsmålet kræver Nelson en erstatning på lige godt 25 millioner kroner.

Bridgers har nu, rent juridisk, svaret igen, ved at fastslå over for retten: ”Jeg mener, at de udtalelser jeg lavede på min Instagram-story er sande. Mine udtalelser var baseret på personlig viden, der inkluderer udtalelser, jeg personligt hørte fra hr. Nelson,” siger hun ifølge Pitchfork.


Med dette juridiske modsvar, følger det nu, at Nelson og hans juridiske hold skal kunne bevise, at Bridgers handlede med ”oprigtigt onde intentioner”, altså at hun bevidst ytrede usandheder om Nelson. Nelson har endnu ikke udtalt sig yderligere om sagen.

Dette er ikke første gang, at Nelson dukker op i denne slags sag, da han også sagsøgte skuespilleren og sangeren Noël Wells for injurier. Wells havde ifølge Nelson beskadiget hans omdømme ved at advare bandet Big Thief mod at arbejde sammen med ham. Retten afviste dog sagen, i december 2021, med henvisning til Wells' ytringsfrihed.

LÆS OGSÅ GAFFA give Phoebe Bridgers’ Punisher et stående bifald af en anmeldelse.


ANNONCE