Nyhed

PREMIERE: Intim live-video med Josephine Philip – kendt fra blandt andet Trentemøller-hit

GAFFA.dk – alt om musik

"Sangen handler om forelskelse – på grænsen til vanvittig forelskelse"

Vi kan nu holde premiere på en ny livevideo med Josephine Philip. Det drejer sig denne gang om en liveversion af hendes tredje solosingle, "No. 7", hvor hun bliver akkompagneret af Lasse Martinussen på guitarlele (ikke at forveksle med en ukulele – guitarlelen har seks stregne, ukulelen kun fire) og intet andet. Videoen er filmet af dokumentarinstruktør Andreas Koefoed og fotograf Adam Jandrup. Se videoen ovenfor.

"Sangen handler om forelskelse – på grænsen til vanvittig forelskelse. Den slags, der nærmest overtager en. Følelserne er så omsluttende, at alt andet bliver ligegyldigt. Sulten og tørsten forsvinder, og man er nærmest i en tilstand af at være bedøvet, for det eneste, man gør, er at vente på den, man tænker på konstant," fortæller Josephine Philip i en pressemeddelelse.

"No. 7" er som sagt tredje single fra Josephine Philips kommende solo-debutalbum, We Get Lost and Found, der er på gaden 20. maj. Den 25. maj giver hun koncert i Vega.

Josephine Philip er altså solodebutant, men langtfra et nyt navn. Hun var medgrundlægger af start-00'er-ska-bandet Favelachic, og tilbage i 2007 markerede hun sig sammen med Ane Trolle i duoen Jaconfetti med debutalbummet The Rainbox Express. Siden har hun sunget i duoen Darkness Falls, der har udgivet to album i henholdsvis 2011 og 2015, og hun har hittet med Trentemøller på nummeret "Even Though You’re With Another Girl” fra 2010.

Hun er også medskaber og den ene halvdel af performance duoen Philip | Schneider – en eksperimenterende duo med den ene fod plantet i lyd og den anden i performancekunst. Siden dannelsen i 2019 har konstellationen, hvis anden halvdel er sanger og musiker Hannah Schneider, været at finde på flere markante danske kunstinstitutioner.

LÆS OGSÅ: Josephine Philip klar med soloalbum og koncertdato

ANNONCE