Nyhed

Snarky Puppy giver to danske koncerter

GAFFA.dk – alt om musik

Det ekvillibristiske orkester vender til efteråret mod Danmark, med koncerter i København og Aalborg.

I løbet af de snart 20 år som aktivt orkester har amerikanske Snarky Puppy gang på gang bevist sig selv som et af den moderne fusionsverdens helt store navne. Med blandt andet 4 Grammystatuetter under armene, og omkring 2000 spillede shows, har de på én og samme tid vist, hvor dybt rutineret et orkester de er uden at lade musikken falde hen i teknisk rutine.

Selv med den seneste Grammyprisbelønning for bedste livealbum i 2021 har bandet hverken skruet ned for ambitionsniveauet eller produktiviteten. Nu her til foråret vil orkesteret sætte sig for at indspille deres fjortende album Empire Central, en proces og opsætning, der skal foregår foran publikum over en hel uge.


Empire Central er sat til at skulle ud i æteren engang i september, blot en måned inden de vil være til at opleve herhjemme i Danmark, først i K.B. Hallen den 31. oktober og dernæst i Musikkens Hus Aalborg den 1. november. Skal man med til den hæsblæsende oplevelse, der er Snarky Puppys vanvittige sammenblanding af jazz, funk, rock og neosoul, skal man sidde klar ved tasterne nu her på fredag.

Billetsalget skyder i gang d. 25 februar klokken 10:00 via Billetlugen og All Things Live.

LÆS OGSÅ GAFFA’s begejstrede anmeldelse af Snarky Puppys seneste danske koncert.


Varm op med en "Tiny Desk Concert" fra 2019:

ANNONCE