Fusionskollektiv omstyrter Falkoner Salen

Snarky Puppy, Falconer Salen, København

Fusionskollektiv omstyrter Falkoner Salen

Anmeldt af Morten Buschmann | GAFFA

Amerikanske Snarky Puppy er historien om den grimme hundehvalp, som spillede anmeldernes hademusik, ingen hits havde i radioen og optrådte i kikset tøj. Myten fortæller, at bandet også har fortrudt navnet – Sarkastisk Hundehvalp. Men 13 album senere, tre styk Grammy Awards på hylderne og en enorm fanskare verden over er kollektivet på toppen. Og optræder stadig i almindeligt tøj.

Bagtæppet er Snarky Puppys  nye sort-hvide album cover – en afpillet fisk med et dødningelignende hoved. På scenen står guitarist Mark Lettieri. Alene. Spiller en lang, smuk og stille, subtil intro. En noget utraditionel showstart anno 2019, som varsler, at dette ikke er en vanlig koncert. De resterende ni ankommer og sætter "Coven", fra det nye album Immigrance, i gang. Endnu et smukt, legende tema, der udvikler sig til bragende, bombastisk rock i adskillige skæve taktarter. Plus en ekvilibristisk, original trommesolo af Jason Thomas. I første nummer! Ikke mange bands slipper af sted med det, men publikum klapper og bifalder i øvrigt hele aftenen alle soli. Dejligt opmuntrende. "Chrysalis" følger. En funky hybrid, også i bøjede taktarter, SP’s adelsmærke. Mere af samme fine slags i "Tarova", hvor keyboardspiller Shaun Martin grovfunker en solo via den gamle effekt talkbox.

Ikke nyt, men anderledes

Der er egentlig ikke meget nyt under skyerne, hvis man kender til Mahavishnu Orchestra, Pat Metheny Group og Brecker Brothers, men Snarky Puppy får sine stramt arrangerede, svære numre til at virke nemme og ligetil og har samtidigt et skarpt øre for gode melodier. Plus bruger et særligt trick. Bandet doubler ofte bas-Moog med håndspillet bas, og så tordner de nederste registre i mellemgulvet og leverer en særlig bassuel fryd i højtalerne. Som i "Bad Kids to the Back", der minder meget om noget, Brecker Brothers kunne have skabt. Her brillerer Jason Thomas igen. Aftenens anden trommesolo, og vi er blot halvvejs gennem showet.

Unikke solister

Så skifter SP fuldstændigt stil og går i sydeuropæisk mode med "Semente" fra albummet Culcha Vulcha. Nummeret er et af bandets hits, hvis man kan bruge den betegnelse om SP’s instrumentalnumre. Et Balkan-agtigt tværfløjte-tema med soli af høj, høj klasse – et andet af SP’s trademarks. Alle i bandet kan noget på egen hånd og får rigeligt med plads. Desværre falder niveauet med den ellers funky "Chonks", en anonym komposition. En kedelig gang meterfunk à la den Herbie Hancock i halvfjerdserne udgav på stribe, men "Chonks" udvikler sig. Desværre i stedet til hippie-støj-rock, som om kollektivet har brug for at afreagere midt i al den kunst.

Det går da helt Palermo

Næste nummer er "Palermo". En ordinær og alt for lang afro-sag, som dog reddes af en mesterlig percussion-solo af Marcelo Woloski. SP er et rutineret liveband, og bandleader Michael League en rutineret entertainer, og vi skal nu til audience participation. Og selvfølgelig er det anderledes svær polyrytmik, der skal klaskes hænder til, for mange af publikummerne viser sig at være eller har været musikere, da den charmerende bassist spørger ud i salen. I gang kommer "Xavi", et krøllet nummer, som ikke lyder langt fra hedengangne Pat Metheny Group. Og publikum falder perfekt ind i et klappe-akkompagnement, mens Justin Stanton leverer en fantastisk Fender Rhodes-solo.

Lingus ad lib

Ekstranummer er "Lingus" – også et ”hit”. I hvert fald blandt publikum (og mig). Mange synger med på melodien uden ord. Og hér træder saxofonist Bob Reynolds for alvor i karakter med en mageløs solo, der bringer mindelser om den hedengangne maestro Michael Brecker. Verdensklasse, simpelthen. Jeg var tæt på at give seks stjerner – i benovelse over, at der stadig eksisterer så god fusionsmusik, spillet af så ferme musikere og leveret med så stort et overskud, men et par tynde kompositioner trækker ned.

Bonusinfo:

Trods ombygning i Scandic Hotel er Falkoner Salen stadig en af Danmarks bedste koncertsale. Lyden var perfekt.

Band:

Michael League – bas.

Mike Maher – trompet, flygelhorn

Chris Bullock – tenorsaxofon og tværfløjte.

Bob Reynolds – tenorsaxofon.

Shaun Martin – keyboards.

Justin Stanton – keyboards, trompet.

Mark Lettieri – guitar.

Chris McQueen – guitar.

Jason Thomas – trommer.

Marcelo Woloski – percussion.

Sætliste:

  1. Coven
  2. Chrysalis
  3. Tarova
  4. Bad Kids to the Back
  5. Semente
  6. Chonks
  7. Palermo
  8. Xavi
  9. Lingus

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA