Nyhed

Tinderbox offentliggør 12 nye navne

GAFFA.dk – alt om musik

Stormzy, Zara Larsson, Suspekt og Saveus er blandt de nye navne, der i dag er offentliggjort til årets udgave af Tinderbox. Samtidig bliver de resterende dagsbilletter sat i salg.

Tinderbox er efter to års ufrivillig coronapause tilbage i Tusindårsskoven i Odense, i år fra den 23. til 25. juni, og byder som sædvanlig både på store stjerner og spændende upcoming navne fra såvel ind- som udland. I dag har festivalen offentliggjort 12 nye navne, der blander nyt og gammelt, dansk og internationalt, rap, rock, pop, r&b og pop-punk.

Øverst på plakaten finder vi en af Englands største rappere lige nu, grime-kunstneren Stormzy,(billedet), der senest udgav det anmelderroste album Heavy Is the Head i slutningen af 2019. Svenske Zara Larsson er aktuel med albummet Poster Girl og lover nyere og lidt ældre pophits som ”Lush Life”, ”Never Forget You" og ”Ruin My Life"”. Koncerten bliver også første chance for at høre hende i Danmark i fem år, efter at hendes planlagte koncert i Royal Arena i december blev aflyst på grund af sygdom.


Blandt de lidt nyere udenlandske navne finder vi den britiske selvudnævnte "urban jazz"-artist IAMDDB, der er kendt for sin bløde r&b-vokal, hårde trap-beats og budskaber om self-empowerment, mens amerikanske KennyHoopla repræsenterer den nye bølge af følsomme pop-punk-artister fra Generation Z.

De fire internationale navne annonceres sammen med nogle af de største artister herhjemme. Suspekt vender tilbage til Tinderbox med stort anlagt show og ikke mindst sange syd for bæltestedet, mens Saveus markerer et comeback til live-scenen med et nyt album i bagagen. Det samme gør Spleen United, som efter seks års stilhed genoptog karrieren tilbage i 2019, blot for at få den afbrudt af en pandemi et halvt år senere, men nu er tilbage med deres højenergiske dance-rock-forening.

Aqua var i 90'erne Danmarks absolut største musikalske eksportsuccese og er desuden et af de navne, Tinderbox-fans har ønsket allermest at se på festivalen, fortæller arrangørerne. Burhan G crooner pop og r&b med store følelser, mens Rasmus Walter hylder sine 20 år på den danske musikscene som både bandmedlem og soloartist. Endelig kommer to lokale navne, Hjalmer, som har hittet stort med sine ligefremme popsange om livets op- og nedture samt duoen Statisk med deres dansksprogede indiepop/rock og tekster om at være både rastløs og euforisk og prøve at finde sin plads i livet.


Tinderbox har tidligere offentliggjort Muse, Imagine Dragons, George Ezra, The Minds of 99, Thomas Helmig, Kashmir, MØ, Andreas Odbjerg, Drew Sycamore, Alex Vargas, Tessa, Cheff Records, Clara, Coco O. og Jonah Blacksmith.

Et meget stort antal festivalgæster har gemt deres billetter fra de aflyste år 2020 og 2021. Det betyder, at der kun er et begrænset antal billetter tilbage til festivalen i 2022. 

De sidste partoutbilletter er allerede i salg og vil frem til og med den 6. februar koste 2045 kr. Herefter stiger prisen. Dagsbilletterne er netop gået i salg, og spilledagene for de foreløbigt annoncerede artister kan ses på www.tinderbox.dk.


LÆS OGSÅ: Tønder Festival klar med flere navne fra ind- og udland

Varm op med Stormzys "Vossi Bop":


ANNONCE