Nyhed

Bob Dylans advokater kalder overgrebsanklager for "skamløs pengeafpresning"

GAFFA.dk – alt om musik

"Sagen er anlagt i ond tro"

Bob Dylans advokater er nu kommet med en officiel udtalelse til retten oven på sidste års anklager fra en kvinde, kaldet JC, der beskylder rocklegenden for at have begået seksuelle overgreb på hende i sin lejlighed i Chelsea Hotel i New York over en seks uges periode tilbage i april og maj 1965, hvor kvinden var 12 år gammel. Advokaterne kalder anklagerne for "skamløs pengeafpresning."

"Denne sag – baseret på sagsøgerens påståede samvær med Bob Dylan for mere end 56 år siden – er et skamløst forsøg på pengeafpresning forklædt som sagsanlæg," skriver de ifølge Rolling Stone. "Den er anlagt i ond tro med det uædle formål at få en stor betaling for at undgå negativ omtale. Beskyldningerne er falske, ondskabsfulde, skamløse og injurierende. Hr. Dylan vil ikke lade sig afspresse."


Advokaterne fortæller videre, at kvinden, der beskylder Dylan for overgrebet, tidligere er kommet med opsigtsvækkende udtalelser.

"Ifølge sin egen hjemmeside er sagsøgeren synsk og specialiserer sig i at komme i kontakt med folks afdøde slægtninge for penge", skriver de, ligesom de noterer sig, at "hun taler med katte, hunde og andre dyr – levende som døde – såvel som insekter og planter."

En af sagsøgerens advokater, Peter Gleason, siger til Rolling Stone: "Hverken min klient eller hendes advokater skal mobbes."


Dylan-eksperten og forfatteren Clinton Heylin har tidligere udtalt, at overgrebene ikke kan have fundet sted over en seks ugers periode i april og maj 1965, da Dylan i denne periode højest opholdt sig en eller to dage i New York og ellers var på turné i England og opholdt sig i Los Angeles og kortvarigt i Woodstock.

Senere har kvinden ændret sine beskyldninger, så hun nu siger, at overgrebene fandt sted over flere måneder i foråret 1965.

LÆS OGSÅ: Bob Dylan indleder turné med nyt band


ANNONCE