Nyhed

Trak sig sidste år: Annika Aakjær genoptager værtstjans

GAFFA.dk – alt om musik

Sanger og satiriker Annika Aakjær skal guide publikum og nominerede igennem uddelingen af Bodilprisens 14 statuetter til marts.
 

Det ypperste inden for dansk film bliver hyldet og hædret af de Danske Filmkritikere ved uddelingen af Bodilprisen.

Det bliver sanger og satiriker Annika Aakjær, som skal stå i spidsen for uddelingen af de 14 statuetter den 19. marts på Folketeatret i København.

Det annoncerer de Danske Filmkritikere i en pressemeddelelse.


Sidste år blev Annika Aakjær erstattet af skuespillerinden Emma Sehested Høeg, da showet blev rykket grundet coronapandemien, og Annika Aakjær dermed ikke kunne få kalenderen til at gå op.

Men i år er Annika Aakjær tilbage.

- Efter to år med en pandemi, der har lukket biograferne og udfordret arbejdsvilkår, har dansk film fortjent den allerdejligste aften. Det skal jeg gøre mit bedste for at give dem, siger hun i pressemeddelelsen.


Formanden for de Danske Filmkritikere, Nanna Frank Rasmussen, er begejstret for, at Annika Aakjær skal føre an på scenen.

- Hun er en af de mest satirisk klarsynede sangskrivere, vi har herhjemme, og vi er slet ikke i tvivl om, at hun kommer til at spidde den danske filmbranche på kærlig og komisk vis, når hun skal guide os gennem aftenen, lyder det fra Nanna Frank Rasmussen.

De nominerede til Bodilprisen 2022 offentliggøres 18. januar.


/ritzau/

LÆS OGSÅ: Annika Aakjær udgiver ny single – skrevet ud fra en 11-årig piges perspektiv

ANNONCE