Nyhed

Elon Musk fortryder: Vil alligevel ikke købe Twitter

Det kan godt være, at Elon Musk ikke ønsker at købe det sociale medie alligevel, men bestyrelsen hos Twitter har ikke tænkt sig at lade ham slippe – de er klar til at gå rettens vej for at gennemføre handlen

Først ville han måske, så ville han ikke, så ville han helt sikkert, og endelig smed han et officielt bud på at købe Twitter. Elon Musk har ikke været helt klar i spyttet omkring handlen, men endelig blev det officielt, og vi troede alle, at nu skulle det bare køre den vanlige gang, inden handlen blev endeligt godkendt.

Men nu har en af verdens rigeste mænd fået kolde fødder. Han har oplyst, at han ønsker at aflyse opkøbet, fordi han har fået opgivet "falske og misvisende informationer" fra Twitter.

Men der skal to til at danse tango, og Twitters bestyrelse har svaret igen i en pressemeddelelse og fortalt, at de stadig har intentioner om at gennemføre handlen, og at de ville tage retslige handlinger mod Elon Musk.

Sagen har trukket i langdrag, og både Elon Musk og folkene bag Twitter har været oppe at skændes om, hvordan man opgør antallet af botter og falske konti på platformen. Det er her, at Elon Musk mener, at han er blevet misledt omkring de rigtige tal.

Hvad der bliver enden på det hele, får vi først at vide, når det retslige opgør er færdigt. Men specielt for Twitter er det dårlige nyheder, for de har allerede tabt milliarder af dollar i aktieværdi og har måttet stoppe nyansættelser og måttet afskedige næsten 100 ansatte bare for at skære ned på omkostningerne i forbindelse med den forventede overtagelse.

LÆS OGSÅ: Ny lampe skal gøre det let for den kreative at sætte godt lys til videoen

ANNONCE