Nyhed

Jan Jet er død

Den aarhusianske punkpioner er gået bort

Helt i punkens ånd var Lost Kids et kaotisk foretagende - både i storhedstiden ved udgangen af 70'erne og ved senere gendannelser, centreret omkring ankermand og forsanger Jan Jet.

Nu er Jet gået bort. Det fremgår af et opslag fra den gamle bandkollega Mek "Pek" Falk på Facebook, publiceret tirsdag aften. "Jan Jet, forsanger i Lost Kids, har efter længere tids sygdom søgt mod fjerne himmelstrøg. R.I.P.," skriver Falk og tilføjer:

"Jan Jet startede Danmarks første punkband i 1977, hvor de udgav singlen "Født som nul", siden kom "Cola Freaks", og Lost Kids medvirkede også på lp'en Pærepunk. Jeg kom med i bandet, som bassist, i sommeren 1979, hvor vi indspillede det første album Bla Bla."

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Diverse kunstnere: Pære Punk

Debutsinglen "Født som nul" udkom i december 1978 og betragtes af mange som den første danske punkudgivelse. Den oprindelige gruppe gik i opløsning i 1982, blandt andet på grund af misbrugsproblemer i bandet.

Lost Kids har dog siden været gendannet af adskillige omgange. Blandt andet i 2007, hvor bandet gav koncert på Aarhus Havn i forbindelse med deres 25 år jubilæum. Jyllands Posten rapporterede dengang om "en kort og kaotisk koncert på en interimistisk scene."

I anmeldelsen blev det beskrevet, hvordan der lystigt blev drukket guldøl og røget joints på scenen. "Dermed ledte han (Jet, red.) tankerne hen på det omfattende stofmisbrug, der for 25 år siden opløste Lost Kids," skrev journalisten og tilføjede:

"Flere af gruppens oprindelige medlemmer er siden døde af forskellige former for misbrug, men det har ikke sat en stopper for Jan Jets udsvævende livsførelse."


Og nu er festen altså definitivt forbi for Jet, hvis alder ikke er kendt for redaktionen i skrivende stund. Han bliver bisat i hjembyen Aarhus senere på ugen og vil blive husket som en af den danske punkscenes pionerer. 


 

ANNONCE