Nu Depeche Mode fortæller, hvordan de mistede deres bandmedlem.
Det kom som et chok, da Depeche Mode i slutningen af maj kunne meddele, at Andy Fletcher var gået bort - i en alder af blot 60 år.
Årsagen til hans død har siden været ukendt, men nu kommer Depeche Mode med en forklaring i et opslag på Facebook, som bandet har delt på vegne af familien.
Som det fremgår af opslaget, var det en rift i hovedpulsåren, der ramte ham, da han var hjemme i privaten d. 26. maj.
I opslaget takker Depeche Mode også deres fans for den enorme støtte og kærlighed i forbindelse med Fletchers død:
"Vi vil gerne tage et øjeblik til at anerkende den kærlighed for Andy, vi har oplevet fra jer i løbet af de seneste uger. Det er utroligt at se alle jeres billeder, læse alle jeres ord og se, hvor meget Andy betød for jer alle. Som I kan forestille jer, har det været nogle underlige og triste uger for os. Men vi har set og følt jeres kærlighed og støtte, og vi ved, at det har Andys familie også."
Sammen med Vince Clarke, Martin L. Gore og David Gahan dannede Andy (døbt Andrew John Leonard) Fletcher i 1980 bandet Composition of Sound, som senere blev til Depeche Mode. Fletcher startede som bassist, men da Depeche Mode gik over til brugen af synths i de tidlige 80'ere, blev han hovedsageligt keyboardspiller i gruppen.