Nyhed

Kate Bush storhitter takket være "Stranger Things" – og lovpriser serien

"Running Up That Hill (A Deal With God)" løber op ad hitlisterne

Kate Bushs popularitet har været stærkt stigende, siden hendes hit "Running Up That Hill (A Deal With God)" fra 1985 havde en stor rolle i første del af fjerde sæson af Netflix-tv-serien Stranger Things, der havde premiere 27. maj.

På tre dage steg streamingen af ​​sangen med 8.700 procent på Spotify, oplyser tjenesten. Siden de første syv afsnit af den nye sæson blev udgivet den 27. maj, er streamingen af ​​Bushs bagkatalog steget med 1.600 procent.

"Takket være streaming kan fantastiske sange genfindes af nye fans og i helt nye sammenhænge. Stigningen i Kate Bushs streams viser, hvordan det at lytte til musik hænger sammen med det, der sker i populærkulturen generelt, og hvor utroligt hurtigt en sang kan komme fra en tv-serie og ind i folks høretelefoner," siger Johan Seidefors, nordisk indholdschef hos Spotify, i en pressemeddelelse.

"Running Up That Hill" var den første single fra Kate Bushs femte album Hounds of Love og blev udgivet den 5. august 1985. 37 år senere har Kate Bush nu fået sin første top ti-sang på den amerikanske Billboard-liste med sangen, oplyser NME. I denne uge gik den ind på en ottendeplads sammenlignet med den 30. plads, den tog i 1985, da den blev udgivet.

"Running Up That Hill (A Deal With God)" er også kommet ind på top 10-listen i Storbritannien, hvor den i sin tid fik en tredjeplads, og Kate Bush har nu reageret på sangens nye succes. Hun fortæller, at hun længe har været fan af tv-serien Stranger Things, og at hun har set hver eneste sæson.

"Da de henvendte sig til os for at bruge 'Running Up That Hill', kunne man se, at der var lagt stor vægt på, hvordan den blev brugt i forbindelse med historien, og jeg kunne virkelig godt lide, at sangen var et positivt totem for karakteren Max. Jeg er virkelig imponeret over den sidste sæson," siger Kate Bush i en pressemeddelelse, citeret af NME.

I en udtalelse på sin hjemmeside beskriver hun sangens nye succes som "meget spændende" og takker alle, der har støttet hende.

"Running Up That Hill (A Deal With God)" topper i skrivende stund Spotifys globale hitliste.

Kate Bush debuterede i 1978 med singlen "Wuthering Heights", der toppede den britiske hitliste og indtil nu har været hendes største hit. Hun har ikke været særligt produktiv i de senere år, og hendes seneste album er 50 Words for Snow fra 2011. I 2014 gav hun 22 udsolgte koncerter i London, hvilket var hendes første liveoptrædener siden 1979.

LÆS OGSÅ: Kate Bush fylder 60 – her er hendes historie

Se musikvideoen til "Running Up That Hill (A Deal With God)":

ANNONCE