Nyhed

Kong Salami udgiver nyt album - med 15 års forsinkelse

I dag udkommer den tabte toer fra det hedengangne aarhusianske danskhall-orkester

For 15-20 år siden oplevede vi en regulær bølge af dansksproget reggae og dancehallmusik herhjemme. Bikstok Røgsystem bragede igennem med hittet "Cigar" i 2004 og deres debutalbum året efter, blot for at gå i opløsning i 2006.

Aarhus-gruppen BliGlad greb stafetten med deres debutalbum nogle måneder senere - skarpt efterfulgt af det ligeledes Aarhus-baserede band Kong Salami. Kong Salami nåede kun at udgive et enkelt album, betitlet Fredspiben, som udkom i foråret 2007.

Så stoppede festen imidlertid igen, nærmest inden den rigtig var begyndt. Men Kong Salami nåede faktisk at indspille en opfølger - og i dag udkommer den endelig, med 15 års forsinkelse.

"Kong Salami blev i sin tid signet på Kick Music af Jacob Binzer, da han var A&R der. Bandet nåede at udgive albummet Fredspiben, hvorefter Kick Music blev opkøbt af Sony. Og så blev Kongen syltet. Det var en skam, for bandet havde lige akkurat færdiggjort album nummer to, som Kick Music havde fået masteret i London," forklarer Emil Samsing fra Kong Salami i en mail til GAFFA i forbindelse med udgivelsen og forklarer:


"I mange år har Kong Salami forsøgt at få rettighederne til albummet tilbage fra Sony, som godt nok tilbød at gøre albummet tilgængeligt digitalt, men ikke yderligere. Endelig har bandet, med assistance fra DMFs (Dansk Musiker Forbund) advokat fået reverseret rettighederne, og kan nu den udgive albummet Kongen af Danmark. Pladen indeholder numre med features af blandt andre Jøden, Chris fra Bliglad, rapperen Thomas T, og et enkelt nummer med Jacob Binzer på satanisk mandolin," fortæller Samsing.


Kong Salami var en sekstet, som ud over Emil Samsing bestod af Carsten Nielsen, Emil Mathias Samsing, William de Feuth Michaelsen, Rebecca Tumbiko Chipeta og Kristian Kristensen. Deres musikalske univers kombinerede blød reggae og pop med rablende, dansksprogede tekster.

I sin anmeldelse af albummet tilbage i 2007 fremhævede GAFFAs reggaeekspert Henrik Bæk sange som "Træbenet" og "Sommerregn."

"Sidstnævnte kan med sit vuggende beat godt gå hen og blive en af forsommerens store ørehængere," spåede Bæk og fortsatte:


"Det samme kan siges om det skæve "Gi’ os da Slesvig tilbage," der fortæller, hvorfor Kong Salami synger på dansk: "Jah er født i Skåne og når Jah er dansk, hvorfor så synge reggae på udenlandsk – eller skraldespansk?" Tekstmæssigt bevæger vi os i det lidt bizarre univers, hvor det kan være svært at finde hoved eller hale i gruppens budskab (har de noget?). Er de bare sjove for at være sjove, eller vil de noget mere?," spurgte Bæk.

Måske findes svaret på den tabte toer, som kan høres på streamingplatforme fra i dag.

ANNONCE