Nyhed

VIDEO: Hør forsmag på Beyoncés nye album

Bey er tilbage, og hun sover rigtig godt om natten, forlyder det på helt ny single

I poppens verden bliver det ikke meget større end Beyoncé - den i dag 40-årige, amerikanske sangerinde, som steg til stjernestatus med gruppen Destiny's Child i årene omkring årtusindskiftet og siden har opnået decideret ikonisk status.
Forleden fik vi endelig titel og udgivelsesdato på stjernens første studiealbum i seks år.
Og nu er første single fra det kommende udspil så landet. Sangen, som i første omgang materialiserede sig på gemalen Jay-Z's streamingtjeneste, Tidal, hedder "Break My Soul" og kan nydes lige her:

  
Som det fremgår, handler sangen ikke - som titlen kunne antyde - om at blive knækket, men det modsatte. På den måde er den nye sang Beyoncé classic, med sin fejring af selvtillid og empowerment.
"You won't break my soul," hedder det i omkvædet til sangen, hvor hovedpersonen samtidig proklamerer:
"Imma let down my hair/'Cause I lost my mind," she sings. "Bey is back and I'm sleeping real good at night/The queens in the front and the doms in the back/ Ain't takin' no flicks but the whole clique snapped."
På det nye track bliver Beyoncé i øvrigt genforenet med bounce-rapperen Big Freedia, som også medvirkede
på sangerindens 2016-hit "Formation." 
"Det føles surrealistisk at være med på et nummer med dronningen Beyoncé endnu engang," skriver Big Freedia på Twitter og tilføjer:
"Jeg er så beæret over at være en del af dette særlige øjeblik. Jeg er for evigt taknemmelig, Herre. Èn eller anden, grib mig."
Det nye album, Renaissance, er på gaden 29. juli. Til den tid er det 20 år og to måneder siden, at Beyoncé for første gang gav koncert i Danmark.
Det var, da hun besøgte Forum i København sammen med resten af Destiny's Child på deres Survivor-turné i slutningen af maj 2002.
"Popmusik har altid handlet om drømme. Men det har næppe været mere tydeligt i disse tider, at der render en hel generation rundt og drømmer om at være stjerne for mere end en aften," noterede Berlingske Tidendes anmelder Per Reinholdt Nielsen ved den lejlighed og tilføjede:

"Fortidens drømme om at blive gift med en læge, er for nutidens piger byttet ud med drømmen om at realisere sig selv som popstjerne med magt over tingene, mændene og økonomien." 

Man må sige, at de drømme er blevet eftertrykkeligt realiseret for Beyoncés vedkommende.


ANNONCE