Med et fokus på den mere dystre og eksperimenterende del af rockscenen
Nu er det ved at være tid igen. Årets A Colossal Weekend-festival finder sted i den kommende weekend (19.-21. maj) på Vesterbro, hvor der vil være koncerter på såvel Vega og Basement som Råhuset på Onkel Dannys Plads.
Nu er festivalen så klar med en endelig spilleplan, og offentliggør ved samme lejlighed erstatninger for de to aflyste navne Kokomo og Shy, Low. I stedet for de aflyste bands vil publikum kunne opleve henholdsvis Demersal, Hiraki samt Rome In Reverse, der spiller til festivalens afterparty på Råhuset lørdag nat.
A Colossal Weekend opstod i 2016 som et samarbejde mellem Vega og bookingbureaet Colossal. Festivalen har hovedfokus på genrerne post-metal, post-rock, math, doom, sludge og black metal og har siden starten præsenteret navne som Cult of Luna, Pelican, Deafheaven, Anna Von Hausswolff, Alcest, This Will Destroy You, And So I Watched You From Afar og Godspeed You! Black Emperor.
"Konceptet har fra start været simpelt: At være et samlingspunkt for musiknørder, metal-hoveder og nysgerrige sjæle med hang til det mørke, eksperimenterende og stemningsfulde", lyder det i en pressemeddelse, hvor der yderligere uddybes:
"Programmet bygges op omkring en række veletablerede acts, der på hver sin måde er bannerførere for strømninger og stilarter på deres respektive felter og suppleres med en bred skare af skarpt kuraterede undergrunds-acts, der tilsammen underbygger, udfordrer og udforsker et uendeligt grænseland. I år byder festivalen på intet mindre end 40 bands præsenteret på fire forskellige scener på Vesterbro i København, med Vega som omdrejningspunkt over tre dage".
Weekendbilletter og lørdagsbilletter er udsolgte, fredagen er tæt på udsolgt, og der er stadig billetter til torsdagen. Éndagsbilletterne koster 280 DKK + gebyr pr. dag og kan købes hos Ticketmaster.
Det fulde program er:
A Burial At Sea (IE), Aidan Baker w/ Nadja (CA), Aidan Baker + We Like We (CA/DK), Aiming For Enrike (NO), Astodan (BE), BRUIT ≤ (FR), Conjurer (UK), CTL DRP (UK), DEAFKIDS (BRA), Demersal, (DK), Dying Hydra (DK), El Ten Eleven (US), Helms Alee (US), Hiraki (DK) Intechnicolour (UK), Kadavermarch (DK), Kollapse (DK), Late Night Venture (DK), Meejah (DK), Moloken (SE), Mouth Wound (DK), Møl (DK), neànder (DE), O Machine (DK), Oranssi Pazuzu (FI), pg.lost (SE), Psychonaut (BE), Ranges (US), Rome In Reverse (DK), Russian Circles (US), Saver (NO), Spirit Adrift (US), Stiu Nu Stiu (SE), Sturle Dagsland (NO), This Gift is A Curse (SE), Tvivler (DK), Vi Som Älskade Varandra Så Mycket (SE), We Stood Like Kings (BE), Yob (US)