Nyhed

Andy Fletcher fra Depeche Mode er død – blev 60 år

Depeche Mode-stifteren Andy Fletcher (længst til højre på billedet) er død. Det meddeler Depeche Mode via sine sociale medier.

”Vi er chokerede og overvældede af sorg over tabet af vores elskede ven, familiemedlem og bandmedlem Andy 'Fletch' Fletchers alt for tidlige død.

"Fletch havde et hjerte af guld og var der altid, når man havde brug for støtte, en livlig samtale, et godt grin eller en kold øl."

"Vores hjerter er hos hans familie, og vores ønske er, at I tænker på dem, og respekterer deres privatliv i denne svære tid", skriver bandet i en meddelelse på deres sociale medier. 


Sammen med Vince Clarke, Martin L. Gore og David Gahan dannede Andy (døbt Andrew John Leonard) Fletcher i 1980 bandet Composition of Sound, som senere blev til Depeche Mode. Fletcher startede som bassist, men da Depeche Mode gik over til brugen af synths i de tidlige 80'ere, blev han hovedsageligt bandets keyboardspiller. 

Mange hævder dog, at Fletchers vigtigste rolle i Depeche Mode var den administrative del, fordi han ofte påtog sig rollen forhandleren og forretningsmanden i bandet. De gange, bandet ikke havde en manager ansat, var det Fletcher, der påtog sig ansvaret.  

I D.A. Pennebakers dokumentar om Depeche Mode 101 fra 1989, forklarer Fletcher bandmedlemmernes forskellige roller således: "Martin's the songwriter, Alan's the good musician, Dave's the vocalist, and I bum around."


I 2002 startede han pladeselskabet Toast Hawaii som soloprojekt. I de senere år har han også arbejdet som dj.

Andy Fletcher blev 60 år. Han efterlader sig sin kone og ungdomskæreste Gráinne Mullan samt parrets to børn.

LÆS OGSÅ: Andy Fletcher-interview fra 2013 om Depeche Mode: Holdånden er endelig fundet


ANNONCE