Nyhed

Bruce Springsteen & E Street Band til Danmark

Bossen og bandet vender tilbage

Bruce Springsteen and the E Street Band drager efter seks års turnépause atter på landevejen, og det bringer dem til Parken i København, hvor de spiller både 11. juli og 13. juli 2023.

I en pressemeddelelse udtaler Springsteen: "Efter seks år glæder jeg mig til at se vores fantastiske og loyale fans næste år. Og jeg glæder mig til endnu engang at dele scenen med det legendariske E Steet Band. Vi ses derude næste år – og videre frem."

Turnéen, der begynder 28. april 2023 i Barcelona, vil være de første koncerter for Bruce Springsteen and The E Street Band, siden de afsluttede deres 14 måneder lange, verdensomspændende The River Tour i Australien i februar 2017. Turnéen bragte dem til både Parken og Horsens, hvor GAFFAs anmeldere var begejstrede.


LÆS OGSÅ: Bossen sejrede i Horsens med The River-sange, sammenbidt alvor og storslået hitparade

Herefter gav Springsteen hele 236 (!) solokoncerter med indlagte anekdoter på Broadway i New York i perioden oktober 2017-december 2018. I 2020 udgav Springsteen et nyt album med E Street Band, Letter to You, i december 2020 optrådte Springsteen og E Street Band i tv-showet Saturday Night Live, og i sommeren 2021 gav Springsteen endnu 21 solokoncerter på Broadway for at fejre genåbningen af New York efter corona-restriktionerne.

Den i dag 72-årige rocklegende har ligeledes lavet podcasten Renegades: Born in the USA sammen med Barack Obama, og højdepunkter herfra er også udkommet i en bog med samme titel. Sidste år udsendte han desuden koncertfilmen The Legendary 1979 No Nukes Concerts optaget i 1979.


The E Street Bands medlemmer er: Roy Bittan - klaver, synthesizer; Nils Lofgren - guitar, vokaler; Patti Scialfa - guitar, vokaler; Garry Tallent - bas; Stevie Van Zandt - guitar, vokaler; og Max Weinberg - trommer; med Soozie Tyrell - violin, guitar, vokaler; Jake Clemons - saxofon; og Charlie Giordano - keyboards.

Billetpriser: Best seats: 1245,- / PL1: 945,- / PL2: 795,- / Inner pitch (stå): 945,- / Pitch (stå): 725,- / PL3: 610,- / PL4: 550 kr. + gebyr.

Billetsalget starter onsdag 1. juni 2022 kl. 10.00 via livenation.dk og ticketmaster.dk


ANNONCE