Nyhed

Generator Festival er klar med de første fem navne

Blandt andre GRETA, Patina og Aksglæde kan opleves i Odense til september

Odenses studiestartsfestival Generator melder igen klar til at byde byens studerende velkommen til september og kan nu løfte sløret for de første artister på programmet, nemlig Patina, GRETA, Emil Stabil, Aksglæde og Bathsheba.

Generator afholdes den 9.-10. september 2022 i byrummet omkring Flakhaven, Klingenberg og det nyanlagte Albani Torv. Alle har adgang, men der er solid rabat til studerende.

“Vi er i fuld gang med at sammensætte et stærkt program bestående af både etablerede og upcoming artister, live-acts og dj's, både inden for pop, indierock, EDM og urban/hiphop. Vores ambition er at kunne ramme de studerende bredt og samtidig præsentere nogle af de smalle genrer,” udtaler sekretariatschef Anja Følleslev. Resten af programmet vil blive annonceret hen over sommeren, og der tilbydes Early Bird-tilbud i flere trin.


Den sydfynske trio Patina stod i 2020 for årets mest spillede sang på P3 med ”Flammer rammer” og er kendt for deres særlige live-setup, hvor de tre medlemmer løbende skifter mellem rollen som trommeslager og forsanger. Sidste år udgav de deres debutalbum Drømmefanger, og toeren følger i juni måned. Pauline og Patina spiller begge lørdag på Teltscenen.

Bathsheba er en ung sanger og sangskriver, der blander pop, house og elementer af traditionel nigeriansk musik – tilsat dybt personlige tekster. I 2020 udgav hun debutsinglen "Blind", i 2021 kom ep'en As of Right Now, og i år har hun udsendt singlen "Surrender".

Aksglæde skriver iørefaldende popmusik med ligefremme tekster om især ungdomslivets glæder og bekymringer. Han debuterede i 2016 med sin selvudgivne ep Aksglæde og har siden udsendt yderligere tre ep'er og et album – og fået både gode anmeldelser og en pæn lytterskare.


Emil Stabil har tidligere spillet på store festivaler som Roskilde, Smukfest, Iceland Airwaves og har mange millioner streams på Spotify. Rapperen brød igennem i 2014 og er kendt for hits som “Er det en fugl?”, “Allerede Is” og "En sang", sidstnævnte i selskab med den amerikanske hiphop-stjerne Gucci Mane

GRETA har udgivet to album, Again fra 2020 og Forever We’ll Be Dancing fra 2022. Begge album har fået flotte anmeldelser, henholdsvis hele seks og fem stjerner i GAFFA, og vi havde hende også på forsiden i februar. Musikken er 80'er-inspireret, melodisk og dansevenlig popmusik med tekster om eksistentielle tanker, livets indre og ydre modsætninger og lys og mørke, og det hele fremføres med en elegant visuel æstetik.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Den euforiske eskapisme i en nat på dansegulvet


Bag Generator Festival står foreningen We Celebrate Odense, bestående af Studenterhus Odense, Musikhuset Posten og Slagteriet. 

ANNONCE