The xx-sangeren og -bassisten udsender sit første soloalbum til september
Den 9. september udgiver The xx-sanger og -bassist Oliver Sim sit første soloalbum. Albummet har titlen Hideous Bastard, og Sim har nu udgivet singleforløberen "Hideous", som handler om hans hiv-diagnose.
Sangen er produceret af The xx-kollegaen Jamie xx og er den fjerde smagsprøve fra det kommende soloalbum. Nummeret får også besøg af Jimmy Somerville fra 80'er-grupperne Bronski Beat og The Communards på vokal.
I en pressemeddelelse siger Sim, at singlen udforsker hans oplevelser med at leve med hiv:
”Jeg indså tidligt, at jeg skrev meget om skam og frygt. Det tegner måske et billede af et 'stakkels mig'-album, men i de senere år har jeg indset, at den bedste måde at håndtere de følelser på er at bringe dem op til overfladen og frem i lyset. Jeg skrev ikke albummet i krise, men for at frigøre mig fra den skam og frygt, som jeg har følt længe. Jeg indså, at jeg cirkulerede omkring en af de ting, der nok gav mig mest skam og frygt. Min hiv-diagnose. Jeg har haft hiv, siden jeg var 17, og det har påvirket, hvordan jeg ser på mig selv, og hvordan jeg troede, at andre så på mig, fra den alder ind i voksenlivet."
Sim fortæller videre, hvordan han spillede sangen for sin mor, som rådede ham til at tale med folk, der ikke kendte til diagnosen, eller som han ikke ønskede at tale i detaljer om den med. Han beskriver det som et af de bedste råd, han har fået, og at det styrker hans relationer til andre mennesker. Han fortæller også om samarbejdet med Jimmy Somerville:
"Jeg vidste, at jeg ville have en skytsengel i sangen, som kunne synge de ord, jeg havde brug for at høre. Ikke alene har Jimmy været en betydningsfuld stemme inden for hiv og aids i årtier, han lyder bogstaveligt talt som en engel. Jeg hørte fra ham som en fan-boy, men ser ham nu som en god ven."
Om albumdebuten konkluderer Sim: "'Am I Hideous?'" ("Er jeg gyselig?") føles meget mindre som et spørgsmål, jeg vil stille verden nu. Jeg kender svaret. Uanset hvor skræmmende det føles, er jeg spændt på at dele denne musik med jer, og jeg håber, I kan lide den."
The xx har udgivet tre album i årene 2009-2017. Derudover har producer og beatmager Jamie xx udsendt et soloalbum i 2015, og bandets sanger og guitarist Romy Madley Croft har under navnet Romy udgivet tre solosingler siden 2020. Romy kan opleves på den nye Festival O i København i august.
LÆS OGSÅ: Ny festival i København annoncerer otte navne
Hør den nye Oliver Sim-solosingle her: