Den ikoniske trommeslager er efter et kort sygdomsforløb gået bort
I et opslag på Facebook, delt af Yes-trommeslageren Alan Whites familie og bandmedlemmer, bekræftede de, at han i går den 26. maj afgik ved døden i sit hjem i Seattle. ”Igennem sit liv og seks årtier lange karriere var Alan mange ting for mange mennesker: en rockstjerne for fans verden over; bandmedlem for nogle få udvalgte og en gentleman og ven over for alle der mødte ham. ”
Født den 14. juni 1949 i Pelton, England begyndte han allerede med trommespillet i en alder af 12 og startede med at optræde blot et år efter.
Før han kom med i det ikoniske progressive rockorkester Yes, havde White allerede formået at være med i en del bands op igennem 60’erne. Blandt andet var der Air Force, der blev dannet af Ginger Baker, som tidligere havde ageret trommeslager i Cream og John Lennon og Yoko Onos band The Plastic Ono Band, hvilket bestod af de to samt Eric Clapton og Klaus Voorman. Han ville også sidde bag trommerne på Lennons ikoniske Imagine-album.
I 1972 forlod trommeslageren Bill Bruford Yes til fordel for at spille i King Crimson, og som erstatning blev White den nye trommeslager i Yes. På blot tre dage lærte White alle sangene fra Yes’ nu ikoniske album Close to the Edge, da de skulle turnere med det. Herfra ville han forblive et fast medlem og det længst levende medlem af Yes.
Bandet gik kort fra hinanden i starten af 80’erne, men fandt hurtigt sammen igen og udgav det mere poporienterede hitalbum 90125 med kæmpehittet "Owner of a Lonely Heart" i 1983. Som det står i dag har bandet udgivet omkring 20 studiealbum. Den seneste milepæl for Yes var, da de i 2017 blev indviet i Rock & Roll Hall of Fame.
På sine sene dage var White desværre i en tilstand, der gjorde, at han ikke kunne gennemføre fulde sæt til koncerter. Koncerterne ville derfor oftest afvikles ved, at White ville overtage trommerne i den anden halvdel af en koncert. Yes tager også på turné i år, og White havde oprindeligt en plan om at være med på den, givet at 2022 er 50 års jubilæet for hans optagelse i Yes. I stedet afholdes turnéen til hans minde.
LÆS OGSÅ: Andy Fletcher fra Depeche Mode er død – blev 60 år.
Se musikvideoen til "Owner of a Lonely Heart":