Nyhed

Fan-skabt Lars Ulrich-toilet udstilles i Danmark

GAFFA.dk – alt om musik

Toilettet kan snart ses på Ripleys Believe it or Not Museum i København

Sidste år fortalte vi om, at en Metallica-fan fra Florida havde skabt et toilet udformet som Lars Ulrich. Inden længe bliver toilettet udstillet permanent på Ripley's Believe it or Not Museum i København, skriver Tampa Bay Times og NME.

Toilettet, der viser Lars Ulrich siddende med sine trommestikker (se nedenfor), er skabt af kunstneren Prince Midnight og er ifølge ham fuldt funktionsdygtigt, men det kommer dog til at indgå som en del af museets udstilling og kommer derfor ikke i brug som toilet. Tidligere har værket dog været kortvarigt i funktion som toilet på baren The Brass Mug i Prince Midnights hjemby Tampa, Florida.


Prince Midnight har for nylig valgt at overdrage værket til underholdningsgiganten Ripley Entertainments hovedkvarter i Orlando, Florida, og her vil man inden længe sende det videre til selskabets museum i København, tæt på Lars Ulrichs fødeby Gentofte. Ripley-museerne findes i en række lande og er kendt for at udstille særprægede objekter.

Prince Midnight gør opmærksom på, at værket ikke skal ses som en fornærmelse af Lars Ulrich.

"Dette toilet er skabt af en Metallica-superfan," siger han til Tampa Bay Times. "De skrev de første sange, der betød noget for mig". Han tilføjer, at grunden til, at han valgte at modellere Lars Ulrich og ikke et af de andre Metallica-medlemmer er, at Lars Ulrich som trommeslager altid sidder ned til koncerter.


Prince Midnight har tidligere forsøgt at overdrage en guitar, han udtaler er bygget af sin onkels knogler, til Ripley-museerne. Det sagde de dog nej tak til, men de var altså klar på at udstille Lars Ulrich-toilettet.

Præcis hvornår toilettet bliver udstillet i København, vides endnu ikke. GAFFA undersøger sagen og vender tilbage.

LÆS OGSÅ: Sid på toilettet med Metallica – kunstner laver Lars Ulrich-lokum

ANNONCE