GAFFA.dk - alt om musik
Nibe Festival løber af stablen fra tirsdag den 28. juni til og med lørdag den 2. juli.
Canadiske Carly Rae Jepsen har fået en plads på toppen af Nibe Festival 2022-plakaten. Hun optræder den 2. juli kl. 16:30 på Store Scene.
Den 21. september i fjor markerede ti-års jubilæet for Jepsens hit “Call Me Maybe”. Sangen toppede hitlisterne i over 47 lande og blev tilmed den bedst sælgende single i 2012. Hun har desuden lavet øvrige hits som “I Really Like You”, “Good Time” og “Run Away With Me”, som sammenlagt med “Call Me Maybe” har over halvanden milliard streams på Spotify.
Hendes seneste album Dedicated fik i 2019 fem ud af seks stjerner af GAFFAs anmelder.
Yderligere tre danske navne på plakaten
De tre nye, danske navne på plakaten udgøres af Stine Bramsen, Hans Philip og Jimilian.
Med nyt solomusik vender Stine Bramsen tilbage til Nibe Festival sammen med et ottepersoners stort orkester bag sig. I efteråret 2021 udgav sangerinden sit første soloudspil i mere end tre år, “What I Want You To Do”, og i 2022 fulgte singlen “Mother Earth”. Stine Bramsen kan opleves på Nibe Festivals Blå Scene lørdag den 2. juli kl. 18:00.
Hans Philip har før besøgt Nibe Festival – både som en del af Ukendt Kunstner, men også sidste år, da han åbnede sidstedagen til Lyden af Nibe, som var Nibe Festivals plan B under pandemien. Han spiller til festivalen i år én ud af få sommerkoncerter på Blå Scene fredag den 1. juli kl. 15:00. Hans sange tæller blandt andre “Dagdrøm”, “Siger Ingenting” og “Drenge & Piger”.
Sidst Jimilian besøgte Nibe var i 2019 på Den Lille Fede, festivalens mindste scene. I år indtager artisten Reservatet fredag den 1. juli kl. 00:00, og man kan forvente sange som “Monte Carlo”, “Kick (feat. 6ix9ine)”, “Sommer Sindssyg” og det det nyudgivne “Har Det Fucking Godt”.
LÆS OGSÅ: Nibe Festival løfter sløret for ny scene - se lineup
Det fulde program kan ses på Nibe Festivals hjemmeside, hvor man også kan købe billetter.
Varm op med “Party For One” fra Carly Rae Jepsens album Dedicated (2019):