GAFFA - alt om musik
Nick Cave har delt mindeord om Mark Lanegan - og givet intens tv-optræden forud for ny film
I sidste måned døde den store, amerikanske stemme Mark Lanegan. Og mens vi endnu ikke har fået en officiel melding om dødsårsagen, har den australske kollega Nick Cave nu delt en tekst, hvor han mindes Mark Lanegan og deres fælles udfoldelser - både i og uden for studiet.
"Jeg løb ind i Mark mange gange i årenes løb - vi involverede os i nogle ekstremt tvivlsomme eskapader tilbage i 1990'erne", fortæller Cave således på sin hjemmeside Red Hand Files og fortsætter:
"Han sang "White Light/White Heat" og "Fire and Brimstone" med Warren og jeg på Lawless-soundtracket og indspillede også mit yndlings Nick Cave-cover - en forbløffende version af "Brompton Oratory"; vi lavede noget sammen til Jeffrey Lee Pierce-pladen (et hyldestalbum fra 2009, red.), og han turnerede og hang ud med os på The Bad Seeds' australske turné i 2013", mindes Cave og uddyber:
"Prøv at gå på nettet og se Mark synge Blixas (Bargeld, red.) del sammen med mig i "The Weeping Song" på den turné. Som frontmand bevæger jeg mig meget rundt på scenen; jeg kan ikke gøre for det, det er en nervøs vane-ting, en slags neurotisk kompensation for en stemme, som jeg aldrig har været komfortabel med.
- Prøv så at se på Mark, se hvordan han går ind på scenen, planter sig selv ved mikrofonstativet med den ene, tatoverede næve omkring stativet og den anden hvilende oven på mikrofonen - ubevægelig, massiv, mandlig.
- Når det er tid til at synge, åbner han simpelthen munden og slipper en blues løs, en blues som er levet og optjent. Og den stemme river sig direkte igennem dig; hans kraft på scenen er respektindgydende. En storhed, Mark, en storhed - en sand sanger, en frremragende sangskriver og en smuk sjæl, elsket af alle, slutter Cave hyldesten til en afdøde kollega.
LÆS OGSÅ: Mark Lanegan er død
Tidligere på måneden havde den nye dokumentar This Much I Know to be True om det kreative makkerpar Nick Cave og Warren Ellis premiere på Berlin Film Festival. Og i sidste uge blev det offentliggjort, at filmen får premiere i biografer verden over 11. maj og indtil videre kun bliver vist denne ene dag.
Filmen er instrueret af Andrew Dominik og byder blandt andet på livefremførelser af sange fra Caves to seneste album, Ghosteen og Carnage fra 2019 og 2021. Forleden (2. marts, red.) gav Cave og Ellis en forsmag på filmen, da de fremførte en ny version af sangen "Ghosteen Speaks" på The Late Late Show. Se den lige her: