Nyhed

Parasol annoncerer 2022-festival – og de første musiknavne

GAFFA.dk - alt om musik

Det er tredje gang, Odense-festivalen afholdes. Programmet opdateres løbende.

Den 8. og 9. juli slår festivalarrangørerne parasollen op i Farvergården i Brandts Klædefabrik i Odense. De er i dag klar med de fire første musiknavne på plakaten.

Et af de fire første navne er Blæst, som med deres poppede melodier er blevet spillet på mange af de danske radiostationer. Gruppen udgav deres ep Vindstille i 2020 og er sidenhen udkommet med singler som “Ego” og  “Juice”.

Odenseanske Prince Askar optræder med Afskum, som tager afsæt i et synth-pop-univers kombineret med et tekstunivers om dagen derpå. Afskum optræder endvidere på dette års Roskilde Festival, men til Parasol 2022 er der tale om en vaskeægte hjemmebanekoncert.

Lo-fi-rytmer, støvet hiphop, jazz og soul er de ingredienser, Ju Kaia medbringer til sin optræden på Parasol 2022. Ju Kaia har udgivet flere singler – heriblandt “Chit Chat” fra 2021, som har næsten 150.000 streams på Spotify.

Luca Stereo fokuserer på melodiøs pop med et strejf af hiphop. Artisten optrådte til dette års GAFFA-prisen-efterfest og stod bag en af de velspillede sange på P3 i fjor, “I’m Down”.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Blæst havde medvind i foyeren

Programmet er kurateret af Kulturmaskinen, arrangørgruppen DanceLikaMonkey og Røde Himmel. Shanna Hassan fra DanceLikaMonkey har udtalt følgende om musikprogrammet i en pressemeddelelse:

”Vi har fælles i bookingudvalget lagt vægt på vækstlagsmusik, som skal præge programmet, da vi alle har en kærlighed til de spirende artister på den danske musikscene. På Parasol Festival får man en intim forsmag på, hvad der bevæger sig inden for vækstlaget, hvilket har haft succes de forrige år. Derfor, er man musiknørd og vild med festivalstemingen, er Parasol Festival uden tvivl værd at besøge til sommer”, siger Shanna Hasan fra DanceLikaMonkey. ”Desuden har vi lagt vægt på lokal lyd, hvor vi har et par fede esser i ærmet.”

Parasol har tidligere præsenteret navne som Andreas Odbjerg, Junior Brown, Statisk og Barselona. Foruden musikken byder festivalen på forskellige indslag; til forrige festivaler var der eksempelvis arrangeret nycirkus, yoga og lunken dåseølsmagning.

Billetter (både endags og partout) til Parasol 2022 den 8. og 9. juli kan købes fra i dag via kulturmaskinen.com

Varm op med Blæsts "Kig op fra gulvet":

ANNONCE