GAFFA.dk - alt om musik
Efter at han har teaset i en lille uges tid om ny musik, ser vi nu udgivelsen af ”The Funeral”, som skulle være en del af Yungbluds kommende album.
Som tiderne går, vender dele af fortiden tilbage og får et nyt liv i et nyt æstetisk islæt. Den musik, man vokser op med, kan selvfølgelig præge det musik, man selv vil udøve. Over de sidste par år har dette især været tilfældet, når man tænker 90’ernes altrock, 00’ernes poppunk og emorock. Den engelske Yungblud er en af de artister, der i den grad er et udtryk for denne vending.
Sidst, vi hørte noget fra den unge brite var for godt et halvt år siden med den fandenivoldske single ”Fleabag”, der bestod af riffs og basgange, man nærmest skulle tro var revet ud af en Nirvana-sang. Nu er den 24-årige Dominic Harrison tilbage med singlen ”The Funeral”, et nummer, der mest af alt råber op om accepten af ens eget værd. Musikalsk rammer Harrison et spøjst, men velfungerende, punkt imellem My Chemical Romance og Billy Idol.
I musikvideoen, der kan ses over artiklen, ser vi Harrison ligge i kisten, med en fuldt sminket Ozzy Osbourne, der undrende læner sig ind over kisten og spørger ”Hold fast. Er det her en fucking begravelse? Hvor fuck er alle andre?” Herfra ser vi, hvad der forestiller Yungbluds sidste skønsang, nemlig en energibombe af en koncert.
Endnu er der ikke meget info om Yungbluds kommende album, men som han udtalte til Apple Musics Hanuman Welch, består dette kommende album af ”... den mest personlige musik, jeg nogensinde har skrevet. ”
Man kan også mindes en nyudklækket Yungblud, der gav et brag af en optræden til GAFFA-Prisen i 2018.
LÆS OGSÅ: Louis Tomlinson, Yungblud med flere aflyser russiske koncerter.