Nyhed

Treenigheden af store musikselskaber stopper aktiviteterne i Rusland

GAFFA.dk - alt om musik

De tre multinationale musikselskaber har nedlagt arbejdet i Rusland i denne uge. Et af selskaberne har adresseret krigen i Ukraine direkte i deres pressemeddelelse.

I tirsdags meddelte det multinationale Universal Music Group, at de ville indstille deres arbejde i Rusland. De to andre multinationale musikselskaber, Sony Music og Warner Music Group fulgte i Universals kølvand, da de torsdag annoncerede samme handling.

Sony har nævnt krigen som en direkte indflydelse på beslutningen. I en pressemeddelelse udtaler de, at selskabet vil fortsætte deres støtte til humanitære indsatser.

"Sony Music Group kalder på fred i Ukraine og en ende på volden. Vi har indstillet vores arbejde i Rusland og vil fortsætte vores støtte til globale humanitære indsatser for ofre i nød."

Ejeren af størstedelen af Warner Music, Len Blavatnik, er en forretningsmand, som er født i Ukraine og nu er både britisk og amerikansk statsborger. Også hans selskab indstiller arbejdet i Rusland og støtter humanitære organisationer.

Warner Music Group udtaler til NPR, at de i Rusland indstiller investeringer i og udvikling af projekter, promovering og markedsføringsaktiviteter, samt at de nedlægger produktion af fysiske produkter.

LÆS OGSÅ: Spotify: “Moskva-kontoret er lukket”

Derudover har Live Nation, Spotify og European Broadcasting Union foretaget handlinger, der påvirker Rusland. Endvidere har artister som Green Day, Nick Cave samt rapperen Oxxxymiron aflyst koncerter i Rusland.

Underholdningen udvandrer

Der er ikke blot tale om musikselskabernes exit. Hollywood-studier Warner Brothers og Sony Pictures Entertainment meddeler, at de udsætter udgivelser af nye blockbusterfilm i Rusland.

I gamingindustrien er der også handlet. Sony meddelte i onsdags at stoppe alt salg af PlayStation-konsoller i Rusland og samtidig at deaktivere PlayStation Store. Microsoft har ageret ligeledes med Xbox-konsoller og deres online tilbud.

Nintendo har samtidig meldt, at spilfabrikanten – i lyset af de verdensomspændende begivenheder – vælger at udsætte udgivelsen af spillet Advance Wars 1+2: Re-Boot Camp på alle markeder. Spillet skulle være udgivet den 8. april.

ANNONCE