Nyhed

VIDEO: Fontaines D.C. giver sig hen til det uvirkelige mareridtsfråds

GAFFA.dk - alt om musik

Med under en måned til udgivelsen af deres tredje album Skinty Fia udgiver Fontaines D.C. tredjesinglen med musikvideo, der går under samme navn som albummet.

Er der én ting, man er nødt til at give Fontaines D.C., så er det, at de bestemt ikke hviler på laurbærrene. Fra deres succesrige og anmelderroste 2019 debut Dogrel skulle der ikke gå mere end 15 måneder, før de allerede lå klar med A Hero’s Death, der ville ende med at blive nomineret til Grammyprisen for bedste rockalbum. Halvandet år efter, i januar 2022, var bandet klar med en udgivelsesdato på deres tredje album.

I opløbet til Skinty Fia blev vi først budt på den grunge lydende ”Jackie Down The Line”, der med sine fremadskridende trommer, insisterende basgang og frontmanden Grian Chattens karakteristisk talende sangstil gav et genkendeligt anslag for denne kommende skive. En måneds tid senere bød bandet på ”I Love You”, en bitter kærlighedserklæring til Irlands politisk forfaldende tilstand.


Nu står vi så med tredjesinglen ”Skinty Fia”, der ser de irske postpunkere sondere nyt territorium. Lyrisk portrætteres et forhold i forfald, hvor stoffer og anden eufori er den eneste bedøvelse. Rent musikalsk er vi bestemt stadig i en inspiration fra 90’erne, men denne gang meget mere i boldgade af den britiske neo-psychedelia-lyd, som især Primal Scream definerede. Musikvideoen, der kan ses over artiklen, byder på en dunkel fest på en surrealistisk natklub, hvor frontmanden Chatten vandrer uinteresseret og rodløst rundt.

Titlen på sangen, og derved også albummet, er en gammel irsk frase, der groft oversættes til ”hjortens fordømmelse”, hvilket udtrykker en særlig utilfredshed. Skal man tage disse tre singler, med både deres musikalske og lyriske indhold, virker der til at være en vis eftertænksom og dybtfølt tyngde over denne tredje udgivelse.

Skinty Fia er ude den 22 april, men for dem, der skal se Fontaines D.C. i et udsolgt Store Vega den 2. april, kan man med fordel gøre sig bekendt med det nye materiale. Til dem der ikke har nået at købe billet, kan man skrive sig på venteliste her.


LÆS OGSÅ: GAFFA’s interview med Fontaines D.C. – Råhed og poesi.

ANNONCE