Den mest afspillede danske rapper på Spotify herhjemme får selskab af succesfulde Saveus på nyt nummer forud for albumudgivelse
Gilli udgav senest sit album Carnival i starten af året, og den kendte rapper har nu i dag udgivet singlen ”Verden vågner” med den populære solist Saveus.
For lidt over en måned siden udgav Saveus albummet Rainman og gæster nu på Gillis nye single, der har den velkendte lyd, man for tiden finder hos mange kunstnere inden for rap og hip-hop genren, som for eksempel hos Kesi.
Begge kunstnere har på deres sociale medier varslet udgivelsen af singlen, der bliver en del af Gillis kommende album Suave World, der udkommer den 14. oktober 2022.
”Verden vågner” handler om, at man ofte lever i en drøm, hvor alt virker godt, men når man vågner, er virkeligheden noget andet, og problemerne bliver synlige.
Gilli, der har det borgerlige navn Kian Rosenberg Larsson, fik sit gennembrud i 2014 med ep-udgivelsen Ækte Vare, der fik dobbelt platin for streaming. Han har sidenhen udgivet albummet Kiko fra 2019, Euro Connection i samarbejde med Branco fra 2020, Mere end musik i samarbejde med Benny Jamz og Kesi fra 2021 og nu også senest albummet Carnival fra 2022.
Sammen med blandt andre Benny Jamz og Kesi laver Gilli også musik under navnet B.O.C, Bomber over centrum – et dansk undergrundsmiljø, der primært består af rappere fra Nørrebro.
Martin Hoberg Hedegaard, bedre kendt som Saveus, vandt som 15-årig X Factor i 2008, og vendte efter en del år tilbage på musikscenen som Saveus, der på kort tid har opnået stor succes.
LÆS OGSÅ: GUIDE: Varm op til Gillis nye album med hans 10 allerbedste sange