Nyhed

Tidligere Mew-guitarist åbner galleri

Bo Rune Madsen åbner Galleri Chez Bule i Hellerup

Bo Rune Madsen har både været guitarist i Mew, sanger i Turbolens og billedkunstner. Nu åbner han sit eget galleri, hvor man kan komme forbi efter aftale.

”Jeg er ikke længere en ung, flakkende kunstnersjæl. Jeg er i fyrrerne og har tre børn med den samme kvinde. Det er en solid grounding. Samtidig har jeg været verden rundt mange gange, mødt mange interessante mennesker, udlevet min drengedrøm og dyrket mit ego,” siger Bo Rune Madsen i en pressemeddelelse i forbindelse med galleriåbningen og fortsætter:

”Det giver en vis ro, et vist klarsyn i forhold til min plads i verden og mine næste skridt. Ikke sådan forstået, at jeg nu ved præcis, hvor jeg vil hen, eller hvor det skal ende – men jeg ved, at vi alle har brug for en gang i mellem at bryde ud af de systemer, der styrer vores liv.”


Den 1. juli 2015 blev det officielt, at Bo Rune Madsen havde forladt Mew efter 20 år som guitarist idet populære band. Halvandet år efter lavede han bandet Turbolens med elever fra sin gamle skole i Hellerup, og optrådte blandt andet med børnene til GAFFA-prisen i 2017.

Nu springer han ud i noget nyt med sit eget galleri.


”I sit kunstneriske virke maler, bygger og tegner han verden i sit personlige billedsprog. Bo Rune Madsens drivkraft er troen på, at vi som mennesker kan meget mere, end vi tror, vi kan,” står der i pressemeddelelsen.

Madsen er i øvrigt ikke det eneste Mew-medlem, som er aktuel med nyt. I sidste uge udsendte bandets tidligere keyboardspiller, Klaus Nielsen, nyt album under navnet Maple Pools. 

Albummet hedder Coherent Scattering og byder, ifølge en pressemeddelelse, på "ambient electronica med skæve beats, underfundige melodier og organiske soundscapes skabt på hjemmelavede synthesizere, gammelt laboratorieudstyr og samplere."


LÆS OGSÅ: Billedserie: Bo Madsen, Josefin Öhrn og Dave Allen gav unik koncert på Forbrændingen

ANNONCE