Nyhed

Headset skrumper men lover bedre lyd

Boses nye in-ear-headset er skrumpet, men producenten lover bedre lyd og støjreduktion

Da Bose i sin tid introducerede støjreduktion, revolutionerede det branchen for headsets. Nu er de så klar med næste generation af helt trådløse in-ear headsets med aktiv støjreduktion – Bose Quiet Comfort Earbuds II.

Headsettet kommer med en Bose CustomTune, en lydkalibrering der lover individuelt lyd og støjreduktion tilpasset det enkelte øres form.

Bose har også ændret på designet, ikke mindst på størrelsen. Producenten oplyser i en pressemeddelelse, at den enkelte øreprop er reduceret med cirka en tredjedel i størrelse i forhold til forgængeren.

Det har også betydet at vægten er kommet ned på seks gram, så det skulle være endnu mere behageligt at bruge headsettet.

Sammen med headsettet kommer også et nyt system med stabilitetsbånd og ørepropper i to udskiftelige del, Fit Kit. Det skulle sikre optimal komfort og slidstyrke, skriver Bose.

Bose CustomTune er værd at holde øje med. Det er en lydkalibreringsteknologi der aktiveres hver gang ørepropperne tages ud af etuiet og sættes i ørene. En tone afspilles, hvorefter en mikrofon i øreproppen måler ørekanalens akustiske svar.

Den information bruges så til at tilpasse lyd og støjreduktion til brugeren, og det sker på under et halvt sekund.

Ifølge Bose skulle Aware Mode, den tilstand hvor man kan høre hvad der sker omkring sig, også være blevet forbedret. Det sker via en teknologi Bose kalder for ActiveSense, der analyserer omgivelsernes lyd og sikrer at du hører hvad der sker, uden at blive udsat for ubehagelige lyde.

Bose Quiet Comfort Earbuds II understøtter bluetooth 5.3 og er modstandsdygtige overfor sved og vand. Batterilevetiden skulle være på op til seks timer, og har yderligere tre fulde opladninger i etuiet.

Headsettet skulle komme på markedet i slutningen af september, og få en pris på omkring 2.300 kroner.

LÆS OGSÅ: Swedish House Mafia bag Ikeas nyeste kollektion

ANNONCE