Sangeren luftede den gode nyhed fra scenen i weekenden
Den 16. september 2022 optrådte Lorde til festivalen Primavera Sound i Los Angeles, USA. Det skete som led i sangerens turné i forbindelse med hendes seneste album Solar Power fra 2021.
Under showet antydede Lorde kraftigt, at hun muligvis snart udgiver nyt musik. Det skriver Billboard.
”Hvem ved, hvad der kommer næste gang? Altså, jeg ved det. Og I ved det meget snart”, fortalte sangeren fra scenen – her citeret fra Billboard.
Efter den overraskende nyhed, der faldt i god jord hos de mange fremmødte fans, gav sangeren et indblik i de tanker, der ligger bag såvel den musik, hun allerede har udgivet, som den som hun snart vil præsentere:
”Da jeg var teenager, handlede det om ikke at være teenager. Da jeg var 20, handlede det om en fyr, og nu handler det om klimaet”.
Lordes seneste album Solar Power fra 2021 satte klimaet på den kunstneriske dagsorden. Og noget tyder på, at det samme vil være tilfældet på det kommende album:
”I har alle kunnet mærke hedebølgen den seneste uge. Vi må ikke glemme, at det her er en nødsituation. Vi skal ikke akklimatisere til 45 grader. Det er fucked up; det er den afgørende krise i vores liv, og jeg er så bange, fucking bange for fremtiden”, sagde sangeren fra scenen og fortsatte:
”Alt vi kan gøre, er virkelig at være nærværende, forsøge at stemme med tanke på klimaet og gå udenfor – det er det bedste”.
En fan, som var til stede på festivalen, optog en video af Lorde, der fortæller om sin kommende musik – se den nedenfor:
thank you for these words @lorde, tonight meant so much to me pic.twitter.com/Over5tWELV
— a 🦷 (@gorlgenius) September 17, 2022
Siden sin debut med albummet Pure Heroine i 2013, der blev nr. 3 på Billboard 200 album-listen og havde hittet ”Royals” øverst på Billboard Hot 100 i ni uger, har Lorde haft stor succes med sine album.
Det efterfølgende album Melodrama fra 2017 debuterede nemlig som nr. 1 på Billboard 200, og sangerens seneste album Solar Power kom med det samme ind som nr. 5 på samme liste.
LÆS OGSÅ: VIDEO: Se Lorde finde stien til virkeligheden