Nyhed

LYT: Klavervirtuos får selskab af Coco O. på ny single

August Rosenbaum annoncerer nyt album og deler ny sang

I dag er der godt nyt fra klavervirtuosen August Rosenbaum. Han har nemlig udgivet en ny single med sin mangeårige professionelle kompagnon Coco O.

Nummeret hedder ”Seconds” og er en sprød r&b-ballade, hvor Rosenbaum har komponeret musikken, mens sangeren Coco O. synger.

Det er ikke første gang, de mangeårige samarbejdspartnere laver musik sammen. De har nemlig tidligere udgivet sangen ”Credo II” og spillede i 2021 sammen til en duokoncert i DR Koncertsalen i forbindelse med Copenhagen Jazz Festival.


Udover den nye single har Rosenbaum annonceret endnu en stor nyhed – nemlig at han den 21. oktober udgiver et helt nyt album.

Siden barnsben har Rosenbaum befundet sig med fingrene plantet på tangenterne, men på den nye plade – som kommer til at hedde Songs People Together – prøver han kræfter af med noget nyt.

For første gang lægger Rosenbaum nemlig stemme til sine kompositioner med hjælp fra prominente sangere som Coco O., amerikanske Ian Isiah og flere, endnu ikke offentliggjorte gæstevokalister. Det fremgrå af en pressemeddelelse i forbindelse med den forestående udgivelse.


Det kommende album er skrevet og produceret i samarbejde med Robin Hannibal, som også har arbejdet tæt sammen med Coco O. i gruppen Quadron.

Songs People Together handler om relationer på flere planer – om at såre hinanden, vokse fra hinanden, elske hinanden – og om at blive inspireret fra folk omkring sig, hedder det i pressemeddelelsen.

”Jeg har forsøgt at holde lidt igen på arrangement og tekstur. Vokalen har brug for plads til at udfolde sig, og jeg havde lyst at lave noget, der bygger ovenpå den instrumentalmusik, som jeg har brugt så mange år på at lave (…), fortæller Rosenbaum om albummet og fortsætter:


”Jeg er sted i mit liv, hvor jeg synes det er spændende at kommunikere følelser ret direkte. Derfor har det været helt vildt spændende og friskt – og endda lidt radikalt for mig – at lave popmusik. Det har vækket min nysgerrighed”.

Du kan lytte til den nye single nedenfor:


LÆS OGSÅ: Medrivende duokoncert med to funklende stjerner

 

ANNONCE